Virksomhedsbesøg hos VintageKeeping i Ans m.m.

Alt om vinopbevaring – et virksomhedsbesøg hos VintageKeeping i Ans … og efterfølgende italiensk vinsmagning m/pølsebord på Ans Kro.

Dagene hvor rødvinen lå opbevaret ovenover køleskabet ved omkring 30 grader er for længst ovre.

I Randers Vinlaugh havde vi besluttet os for at få mere at vide om optimal vinopbevaring, og derfor satte en flok forventningsfulde medlemmer af Randers Vinlaugh torsdag den 24. marts 2011 kursen mod Ans, nemlig for at besøge VintageKeeping A/S, som er Skandinaviens førende virksomhed indenfor vinopbevaring. Indehaver Jan Sørensen fortalte om vinopbevaring, og fremviste de mange spændende løsninger i deres forskellige og meget spændende showrooms. VintageKeepting konstruerer Custom Wine Cellars og leverer vinskabe og andet udstyr til vinopbevaring i hele Europa. Det er fantastiske løsninger, som vinelskere vil komme til at drømme sødt om.

Efter rundvisningen giv turen videre til  Ans Kro. Her så vi deres spændende vinkælder, som er ”state-of-art” indenfor moderne vinkældre. På kroen havde vi efterfølgende en fantastisk italiensk vinsmagning, som blev forestået af laughets egen Ingo Jensen, der havde medbragt udvalgte vine. Ingo har igennem flere år specialiseret sig i salg af italienske vine som YouAndWine forhandler i Østjylland.

Efter smagningen serverede Ans Kro et festligt pølsebord, hvor Ingo havde fundet en rigtig god italiensk madvin til. Omkring 22.00 satte vi igen kursen tilbage til Randers.