31 medlemmer var vidne til en særdeles spændende og meget hyggelig aften i skønne og anderledes omgivelser.
Aftens tema var Østrigs vine, hvor Randers Vinlaugh havde valgt Kim fra Vinova til at føre os igennem disse dejlige og lidt anderledes vine.
Kim Langeskov – uddannet tjener og sommelier – aftjent ”værnepligt” på Falsled Kro, samt en lang række restauranter til lands og til vands. Undervist kokke og tjenerelever på Kolding Hotel– og Restaurantskole, samt en række år som vinpusher hos Sigurd Müller Vinhandel.
Vi startede aften med fire hvidvine. f.eks. Grüner Veltliners pebrede næse og Rieslingens florale og let krydrede noter, med stor koncentration og smagsintensitet. Det blev også til et spændende bekendtskab fra Thermenregionen med druerne Rotgipfler, Zierfandler – en ekstremt tætfarvet vin med høj intensitet og frugtmættet friskhed.
Vi sluttede af med fire rødvine. Først den lokale drue Rösler, derefter vine på gamle Blaufränkisch vinstokke med violet farve, intens duft af mørke bær, peber, krydderi, samt lidt animalske. Sidste vin var fra producenten Roland Velich’s med egne ord “Blaufränkisch unplugged”. På én gang elegant og kraftfuld vin i form af en Alte Reben.
Så var vi ved vejs ende på vinene. Dog manglede vi madvinen, som også var en Blaufränkisch.
Stedet for aften var Café Jens Otto, hvor Dorthe Bjørn og Mike Pabst med personale i bedste retro stil havde sørget for fantastiske hyggelige rammer og en super dejlig buffet, hvor selv formanden måtte bøje sig for de lækre og supermøre mørbradbøffer, kombineret med rodfrugter og gode salater m.m. ;-). Vi sluttede af med gammeldags æblekage, så kan det næsten ikke gøres bedre.
Og vi slutter selvfølgelig af med lidt stemningsbilleder fra aftenen.