Jysk Vin havde grundet coronas fortsatte rasen aflyst deres vinfestival og dermed faldt også vores planlagte vinsmagning kaldet Vinmagernes Aften med 2 vinmagere til jorden. Men helt innovativt havde vi ved hjælp fra Bjarne Ørsted planlagt et ganske anderledes alternativ, nemlig en tysk inspirationsaften.
Vi skulle i stedet besøge den tyske badeværelse producent Duravits showroom i Aarhus og samtidig nyde fabelagtig tysk vin, da vi havde lokket Lasse, Michael og Morten fra den unge vinfirma Vinvärket til at forestå den tyske vinsmagning. En kombination som de fleste garanteret ikke havde prøvet før!
Men 24 medlemmer havde syntes, at det var en fremragende idé og de fik alle en fantastisk aften med både inspiration til det næste nye badeværelse og så – vigtigst af alt – tyske vine fra den allerøverste badeværelseshylde so to speak.
Vi havde som vanligt til ture i Randers Vinlaugh adgang fra Randershallen kl. 18.00 og endte hos Duravit lidt over en halv time senere, således vi havde tid til at kigge lidt på de spændende, flotte badeværelser, hvor mange var designet af Philippe Starck, men også af den danske designer Cecilie Manz.
Samtidig kunne vi nyde et glas bobler … første indikation af aftenens høje niveau med en Blanc de Blancs Brut fra det fabelagtige vinhus i Kaiserstuhl Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Sikke et godt glas og så var aftenen ligesom i gang.
Det er vildt flotte badeværelser, sindssygt flotte designs … og specielt et badekar med “dør” imponerede den ældre del af de fremmødte, men også os andre 🙂
Derefter satte vi os til bordet, som var flot gjort klar i Duravits fine showroom og efter den obligatoriske velkomst fra laughets formand, så fik Søren fra Duravit ordet og fortalte så lidt om Duravit og deres produkter. Han fortalte også, at vi undervejs selvfølgelig var velkomne til at kigge rundt, hvilket mange benyttede sig af.
Ved hver plads var der helt corona-rigtigt lidt peanuts til hver til brug for smagningen så en sjov lille gimmick … et lille Duravit toilet lavet i hvid chokolade, men dog uden flydende mørk chokolade som fyld i midten 🙂
Derefter overtog de 3 friske fyre – Lasse, Michael og Morten – styringen … det var tid til selve vinsmagningen. Vinvärket havde lavet et virkelig flot og stort smagehæfte til hver enkelt og de havde også medbragt store Zalto drikkeglas, således medlemmerne i Randers Vinlaugh kunne få den bedste aften … og det fik vi.
I hæftet var der plads til både noter ved siden af fotos af hver vi og det afslørede også aftenens smageprogram, som så sådan her ud:
- 2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, Tyskland
- 2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland
- 2017 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland
- 2018 Weingut Schlör, Oberer First Weissburgunder GG, Baden, Tyskland
- 2017 Weingut Weedenborn, Chardonnay Réserve, Rheinhessen, Tyskland
- 2018 Weingut am Klotz, Kalk und Löss Spätburgunder, Baden, Tyskland
- 2017 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland
- 2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, Tyskland
- 2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland
- 2018 Weingut am Klotz, Isteiner Cabernet Sauvignon, Baden, Tyskland (serveret blindt)
- 2018 Weingut am Klotz, Isteiner Spätburgunder, Baden, Tyskland (madvinen)
Eller helt korrekt …næsten. For am Klotz’ Isteiner Cabernet Sauvignon var en overraskelse, som Vinvärket serverede blindt for os i en lille konkurrence, hvor man kunne vinde en vin fra aftenens line-up.
Med sikke et flot felt af lækre vine, så det blev et brag af en vinsmagning, hvor stort set alle vinene faldt i medlemmernes smag. Det var vist kun am Klotz’ Kalk und Löss Spätburgunder, som delte vandene en smule.
Lasse, Michael og Morten fortalte om Vinvärket, deres opstart og besøg hos de forskellige producenter. De har håndplukket vinhusene med hjertet efter de vine, som de selv elsker. De viste også undervejs lidt fotos fra deres besøg hos producenterne og skabte i det hele taget en god stemning ved også at gå rundt og snakke lidt med medlemmerne.
Og vinene talte for sig selv … stjernegode producenter og mange vildt spændende overraskelser undervejs, bl.a. 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fraWeingut Egert efterlod skribenten en smule mundlam.
Vinvärket havde også et godt tilbud med til medlemmerne, nemlig tilbud om 15% rabat på alle ikke-nedsatte vine. I hæftet var der en rabatkode, som kan bruges på Vinvärkets hjemmeside og den skulle vistnok gælde til udgangen af november måned. Hvis nogle af vor vinlaughs medlemmer – som måske ikke deltog i smagningen – har lyst at købe nogle af vinene med rabatten … så kontakt lige mig.
De 3 gæve gutter havde også et par tilbud på henholdsvis en hvidvinskasse og en Pinot kasse med et udsnit af vine fra deres forskellige producenter.
Ellers har jeg linket til mine anmeldelser og beskrivelser af alle vinene fra aftenen. Jeg havde allerede inden aftenen smagt en del af vinene, men de fleste i andre årgange, men Weedenborns 2017 Chardonnay Réserve har jeg smagt tidligere og derfor linket til eksisterende anmeldelse.
Sidst på aftenen serverede Duravit en lille anretning med lidt tapas, og den blev understøttet af de højt efterspurgte slanter fra den fine smagning og så madvinen, som blev am Klotz’ 2018 Isteiner Spätburgunder.
Tiden fløj afsted, men sådan går det jo ofte i godt selskab i Randers Vinlaugh, men pludselig holdt bussen udenfor … og det var tid til at køre retur til Randers. Men stor tak til Søren og Annette fra Duravit for det fantastiske værtskab og fremvisning, Lasse, Michael samt Morten fra Vinvärket for en fantastisk vinøs totaloplevelse og endelig Bjarne Ørsted for idéen om smagningen hos Duravit.
I bussen blev der hurtigt stille … godnat og sov godt.