Torsdag den 19. februar 2026 kl. 19.00 hos Pedersen og Nielsen på Århusvej 115
Hurtige biler og Beaujolais har altid hængt sammen. I hvert fald lige siden Torkild Thyrring den tredje torsdag i november 1987 ræsede til det Sydøstlige Frankrig med skatteyderbetalt politieskorte for at hente de første kasser Beaujolais Nouveau hjem til Danmark.
I nogle øjne et smart reklame-stunt som skabte begejstring og øgede salget af den letbenede Beaujolais. I andres øjne en latterlig og omkostningsfuld farce, som fik danskerne til at konsumere utrolige mængder af knap færdiggæret og smertefuldt umoden vin.
På længere sigt cementerede denne tradition også danskerne opfattelse af Beaujolais, som en useriøs og potentiale-forladt vin, som helst skulle drikkes ung og hurtigt. Men nu er der andre boller på suppen i Beaujolais!
Efter at have læsset Thorkilds Mercedes SLK AMG 55 tilstrækkeligt mange gange, begyndte producenterne i Beaujolais at kigge lidt indad. Det var på tide at ændre deres internationale ry som en billig og let konsum-vin.
Mange producenter hoppede derfor af Beaujolais Nouveau-vognen
og begyndte at lave vin med fokus på kvalitet. Baseret på håndplukkede druer fra småt udbytte og økologisk produktion, leverer Beaujolais nu, snart 4 årtier efter, kvalitetsvine fra stokke som kan være over 100 år gamle, og som kan besidde imponerende koncentration og kompleksitet – særligt med alder.
Klemt inde mellem det sydlige Bourgogne og det nordlig Rhône, cirka 50 km. nord for Lyon, hører Beaujolais officielt til de fem deldistrikter i Bourgogne.
Der produceres i gennemsnit 850.000 hektoliter vin per år i forhold til resten af Bourgognes ca. 1.4 mio. hektoliter. Beaujolais er domineret af den blå drue Gamay, som generelt giver frugtige og
læskende vine med lav farveintensitet og tannin.
Men selvom Beaujolais officielt hører til Bourgogne, deler den
granitholdig jordbund med det nordlige Rhône. Det betyder at vinene, især fra nogle af de 10 Cruer i Beaujolais, har potentiale til at blive ganske mørke og strukturerede.
Fra de simple og lette Beaujolais Village kommune-vine og til de
komplekse og strukturerede Cruer som Fleurie, Morgon og Moulin-à-Vent, har Beaujolais sin helt egen stil og identitet.
Dette skyldes især den udbredte brug af helt særlige maceration- og gæringsmetoder. Den såkaldte carboniske og semi-carboniske maceration, som giver vinene fra Beaujolais deres helt unikke frugtige karakter.
Alt dette og meget mere vil vi gerne sætte fokus på i Randers Vinlaugh. I opdateret format hylder vi derfor den særlige danske tradition for at kombinere kvalitetsbiler og kvalitets- Beaujolais.
Men vi skal jo prøve at spare lidt på brændstoffet og klimaregnskabet, og derfor har vi droppet køreturen til Frankrig, og afholder i stedet smagningen hos Volvo i Randers. Under kyndig guidance fra Dahls vinhandel glæder vi os til at blive klogere på det kvalitetsmæssige løft der har gjort Beaujolais til et fremadstormende vindistrikt.
En vin som ikke længere står i skyggen af hverken
Bourgogne eller Beaujolais Nouveau, men som i sin helt egen ret og med sit helt eget udtryk kræver sin retmæssige plads i bagagerummet på enhver bil der tilbagelægger turen fra Danmark til Frankrig.
Medlemspris 425 kr. – gæster 625 kr.
Tilmelding sker via indbetaling af medlemsprisen på konto:
reg.nr. 7835 kontonr. 1161969 senest onsdag den 11. februar.
Skriv ”Arr. 6 + dit navn” som reference ved indbetalingen.
Efter tilmeldingsfristen udløb refunderes indbetalt beløb ikke.