Piemonte smagning med Vinspecialisten Mariager på Restaurant Rebelsk

I hyggelig atmosfære på restaurant Rebelsk i hjertet af Randers, var hele 42 medlemmer fra Randers Vinlaugh mødt op til årets første smagning torsdag den 30. januar 2025

Efter velkomst af tidligere formand Leif, blev ordet givet videre til vores guider på aftenens rundtur i Piemonte – Cille og Peter fra Vinspecialisten i Mariager.

Efter en kort introduktion til italiensk vin og Piemontes rolle heri, blev de første vine hældt i glassene. En afdæmpet og meget klassisk Arneis blev aftenens eneste hvide indslag.

Herefter gik turen forbi en mørk og frugtmættet Dolcetto og videre til to Barbera-dominerede vine hvoraf denne indeholdte ca. 30% af den for mange ukendte, men spændende røde drue Freisa.

Alt imens fortalte Peter fra Vinspecialisten vidt og bredt om både vinene og vinbønderne. På trods af en lang vinliste var der også tid til at forholde sig til et par nysgerrige spørgsmål fra de fremmødte.

Den sidste halvdel af aftenen stod i Nebbiolos tegn. Her fik vi bl.a. mulighed for at smage flere flotte Nebbiolo-vine fra Langhe op imod en Barolo på basisniveau.

Konklusionen var klar – de bedste Langhe Nebbioloer kan mere end blot at måle sig med Barolo.

Duften af mad fra det tilstødende køkken på Rebelsk havde hængt i luften det meste af aftenen, så alle havde fået rig mulighed for at opbygge en god appetit.

Denne blev stillet godt tilfreds med velsmagende bøf, bearnaise og Barolo fra det veloplagte personale på Rebelsk. Stemningen var i top fra start til slut, og selv da formanden måtte kaste håndklædet i ringen og sige tak for i aften, var bordene stadig godt besat af medlemmer, mad og vin.

Vi siger tak for en hyggelig og indsigtsfuld aften.