De dage er talte, hvor USA’s vine blev mødt med mistro og kommentarer à la “kan de virkelig dyrke vin?”. Blandt de oversøiske vinlande, er de amerikanske vine i dag de højest agtede. Man er ikke kommet sovende til denne hæder; i snart tre årtier har man kæmpet en indædt kamp mod fordomme, ikke mindst på hjemmemarkedet, hvor der ikke næres udelt begejstring for vinbranchen.
Næsten al vin dyrkes i de tre stater på vestkysten; Californien, Oregon og Washington State. Heraf er Californien langt den dominerende; i Oregon døjer man med at blive kaldt “den nye verdens Bourgogne” fordi man i vid grad dyrker Pinot Noir, og selvom Washington State opnår fine resultater, er mængderne herfra alt for uanseelige. Det er i Californien at man finder de hæderkronede navne Sonoma, Napa Valley, Mendocino, Carneros og Russian River, som hver især har vist sig i stand til at skabe vine i verdensklasse.
Randers Vinlaugh holdte torsdag den 23. september 2010 en rigtig amerikansk aften på MacAle, hvor indehaver Leif Bressum har lovet laughet en god omgang amerikansk spareribs & coleslaw m.v. efter smagningen. Randers Vinhus stod for selve smagningen, og vi smagte i løbet af aftenen følgende vine:
2008 Chateau St. Michelle Riesling, Columbia Valley
2006 Stag’s Leap Wine Cellar Karia, Napa Valley
2004 Le Crema Pinot Noir, Russian River
2002 Newton Vineyard Merlot, Napa Valley
2005 Starmont Merryvale Cabernet Sauvignon, Napa Valley
2008 Chateau St. Michelle Indian Wells, Columbia Valley
2008 Seghesio Zinfandel, Sonoma
2008 Seghesio Barbera, Sonoma