Torsdag den 4. april havde Randers Vinlaugh fundet lokaler til afholdelse af Académie du Vin med Château de Haux. Fra laughet deltog knap 20 medlemmer og sammen med aktionærer i Château de Haux og gæster, så var der samlet knapt 50 mennesker i laughets “klublokale” hos Jyske Bank.
I ”de gode gamle dage” var Académie du Vin en af Knud Jørgensens Vinhandels helt store succeser. Det var en lang perlerække af vinsmagninger og vinforedrag, som blev afholdt i et særligt indrettet lokale i Knud Jørgensens Vinhandels ejendom på Strandvejen 100 i Hellerup.
Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup var etableret i 1903 af Knud Jørgensen, og det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i 1930’erne. Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden, som under deres ledelse skiftede kurs.
Peter Jørgensen havde nemlig altid drømt om at få sit eget vinslot. Da han i 1980’erne fornemmede, at den gammeldags form for vinhandel ikke havde nogen voldsomt lovende fremtid, så lagde han planer med sin bror og sin søn. De gik ud på at købe et lille vinslot med en produktion, der passede til Knud Jørgensens Vinhandels salg. På den måde kunne de realisere drømmen om at blive slotsejere samtidig med, at der kunne komme en god forretning ud af det.
Slottet blev lokaliseret og købt i 1985 for et beløb, der svarede til brødrene Jørgensens opsparing. Men der var behov for store investeringer i forbedring af markerne med mere, så man hentede tre mio. kr. gennem udstedelse af B-aktier á 500 kr. Det betalte delvist slottet og sikrede samtidigt, at hundredvis af danskere blev faste kunder.
Og slottet var naturligvis Château de Haux, som ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.
Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.
I dag har familien Jørgensen så genoptaget den gamle tradition med Académie du Vin, en lille vinskole, der består af i alt 3 kurser, nu blot med Château de Haux som det gennemgående tema. Oprindeligt er Académie du Vin alene afholdt i København, men denne torsdag var knap 50 personer samlet i Jyske Bank i Randers til 1. del af Académie du Vin.
Og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik et fantastisk godt foredrag af Kristoffer Gellert, som sammen med seneste generation af Jørgensen familien, Christian Jørgensen stod for aftenens Académie du Vin.
Vi smagte følgende vine:
- N.V. Château Haux, Marquis de Haux Cremant
- 2011 Château de Haux, Haux Blanc
- 2010 Château de Haux, Blanc Barrique
- 2011 Château de Haux, Bordeaux Clairet
- 2005 Château de Haux, Haux Rouge
- 2006 Château de Haux, Haux Rouge
- 2010 Château de Haux, Grande Reserve
- 1999 Château Frere, Premiere Côtes De Bordeaux
Sluttelig bringer vi – som vanlig – lidt stemningsbilleder fra aftenen:
Académie du Vin med Château de Haux
Christian Jørgensen servicerer gæsterne
Kristoffer Gellert gjorde det forrygende