Torsdag den 21. februar var 42 forventningsfylde deltagere mødt op på Restaurant Slotskroen for at høre formand Leif Bundgaard fortæller om vine, vinoplevelser og de dejlige områder i henholdsvis Tyskland og Alsace, samt selvfølgelig – ikke mindst – at smage de dejlige vine fra de nævnte områder. I indbydelsen har laughet skrevet, at temaet var Tyskland og Alsace – modsætninger og ligheder og det kom bestemt til udtryk i de flotte vine, som Leif alle havde medbragt direkte fra producenterne i de to lande. Arhhh, en enkelt vin var vistnok købt herhjemme, men ellers direkte fra producenterne.
Og Leif førte os sikkert gennem vinene fra Tyskland og Alsace. Efter en cremant som velkomst kom vinene i par … rent druemæssigt, dvs. først 2 vine på Sylvaner, 2 vine på Pinot Blanc, 2 vine på Riesling samt 2 vine på Pinot Noir … selvfølgelig fra hver sit land. Her oversigt over de smagte vine:
- N.V. Cave de Beblenheim, Crémant d’Alsace Brut Heimberger Blanc de Noirs, Alsace
- 2010 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken
- 2011 Domaine Ostertag, Les Vieilles Vignes de Sylvaner, Alsace
- 2011 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Weisser Burgunder Großes Gewächs, Baden
- 2011 Domaine David Ermel, Pinot Blanc, Alsace
- 2011 Weingut Reinhold Haart, Goldtröpfchen Riesling Großes Gewächs, Mosel
- 2010 Domaine Agapé, Riesling, Grand Cru Osterberg, Alsace
- 2009 Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder, Baden
- 2008 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace
- 2011 Domaine Agapé, Expression Pinot Noir, Alsace
Jeg har – som sidst – linket til mine anmeldelser af vinene, dog er linket til Johner vinen til et ældre blogindlæg, hvor jeg alene gav vinen 5 Thumbs Up. I dag havde jeg nok givet vinen 6 Thumbs Up, da den – sammen med Reinhold Haarts Goldtröpfchen Riesling GG var aftenens bedste oplevelser. Sikke en næse, den spätburgunder da har … det er ganske imponerende. Generelt var det nogle fantastiske vine, som den gode Leif havde valgt, og stemningen var – som sædvanlig – også rigtig god.
Stor tak for Monsieur Bundgaard for et godt foredrag.
Efter smagningen diskede Restaurant Slotskroen op med en – som sædvanligt – dejlig buffet, og madvinen var vin nr. 10 Expression Pinot Noir fra Domaine Agapé. Alt i alt en kongeaften i Randers Vinlaugh. Som vanligt til sidst lidt fotos fra aftenen: