Fabelagtig burgundisk Winemakers Dinner med Knud Kjellerup på Funder

Hele 37 glade medlemmer af Randers Vinlaugh oplevede torsdag den 6. februar 2020 en fabelagtig og eksklusiv Winemakers Dinner på Restaurant Funders, hvor en perlerække dejlige burgundiske vine fra danske Knud Kjellerup fra de to burgundiske vinhuse Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit gik hånd i hånd med en lækker gastronomisk gourmetmiddag.

Randers Vinlaugh havde lokket den travle danske vinmager Knud Kjellerup til en smagning i vort stolte, gamle vinlaugh. Han har nogle gange tidligere lavet vinsmagninger sammen med Briand Funder … og hvad var så mere nærliggende end af lave en Winemakers Dinner på netop Restaurant Funders, som Briand næsten lige har åbnet?

Briand Funder er selv fan af Knud Kjellerups vine, så han havde tilpasset en 3-retters middag inkl. start appetizers tilpasset vinene fra Bourgogne … både Knuds Crémant de Bourgogne bobler samt de lækre hvide Chardonnay og røde Pinot Noir vine. 

Brian havde forberedt en menu, som så sådan her ud:

  • Appetizer; 3 små lækkerier, nemlig profiteroles med fuglelevercreme, ristet rugbrød med røget laks og en crouton med stenbiderrogn og frisk ost
  • Forret; Ristet mørksej med jordskokker og jomfruhummersauce
  • Hovedret; Farseret perlehønebryst med perlespelt og trøffel, grillet persillerod og hønsefumet
  • Dessert; Ostetærte med Comté, kvædekompot og syltede nødder

Vinmæssigt skulle vi igen 13 vine, heraf 3 Crémant de Bourgogne til de 3 små appetizers, 3 hvidvine inden forretten, 2 hvidvine til selve forretten, 2 rødvine før hovedretten, 2 rødvine til hovedretten og endelig en rødvin til desserten. Py ha … lidt et felt.

Knud Kjellerup havde også vores gamle ven og tidligere medlem af Randers Vinlaugh Jan Post Nielsen som repræsentant for Kjær & Sommerfelt, som er importør af Knud Kjellerups vine fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin.

Og det hele startede helt traditionelt ved, at formanden mister Bundgaard bød velkommen, hvorefter Briand Funder også lige bød os velkommen til hans nye restaurant. Han fortalte også, at ham – som de fleste af de fremmødte – havde glædet sig til denne aften, da han for år tilbage havde lavet flere arrangementer med Knud.

Derefter overtog Knud Kjellerup roret … og hvor var det dejligt at høre, hvordan Knud virkelig brænder for sine vine og ha’ besøg af en vinmager, som kender til alle de små deltaljer om hver eneste vin.

Knud startede – mens vi fik lidt Crémant de Bourgogne i glasset – med at fortælle lidt om historien om hans vej til at blive vinbonde i Bourgogne og så fortsat bo i Danmark til hverdag.

Historien om Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin

Hvis vi starter med at kigge på historien om Maison Albert Sounit, så købte Knud Kjellerup vinhuset Maison Albert Sounit tilbage i 1993 sammen med sine to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen.

Dengang var Maison Albert Sounit alene et negociantfirma, som ikke ejede en eneste mark, og det danske trekløver købte da også alene firmaet, mens de lejede sig ind i husets smukke, gamle bygning på Place du Champ de Foire i Rully.

Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største, ældste og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere, mens vinhuset først fik sit nuværende navn i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Siden overtagelse i 1993 har Knud Kjellerup og kompagni dog købt bygningen og har også – stille og roligt – opkøbt marker. Det kulminerede i 2005, hvor de købte Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy i hjertet af Côte Chalonnaise og lagde det sammen med Maison Albert Sounit.

Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Det betyder, at Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin i dag sammenlagt har imponerende 16,5 hektar vinmarker i det dyre Bourgogne, men derudover køber man – i fortsat bedste negociant stil – også stadigvæk druer hos en række vinavlere, samlet fra omkring 10 hektar vinmarker.

Det betyder, at der samlet i dag produceres omkring 220.000 flaske vin, hvilket sker på Bernollin vineriet i Jully-les-Buxy, mens de fleste af vinene fortsat lagres i de gamle kældre i Rully.

At være fransk vinbonde … og bo i Danmark

Knud Kjellerup solgte undervejs Østjysk Vinforsyning for at koncentrere sig om det franske eventyr på Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin, men han er nu privat fortsat bosiddende i Hinnerup mellem Hadsten og Århus.

Han fortalte, at han egentlig aldrig har overvejet at flytte til Frankrig, da han elsker Danmark. Det betyder blot, at hans Citroën så må tage turen de omkring 1.200 kilometer til Bourgogne med jævne mellemrum.

Flyve gider Knud nemlig ikke … det er sgu ærlig talt for stressende og bøvlet. Og med en base i Danmark, så kan Knud Kjellerup også stå for en række små smagninger for Kjær & Sommerfelt, som er dansk importør af vinene fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin.

Det var også Jan Post Nielsen fra Kjær & Sommerfelt, samt mig … laughets sekretær, som havde fået opgaven med at skænke vinene i alle medlemmernes glas, hvilket med 13 forskellige vine var lidt af en stressende opgave, som vi dog fik løst sådan nogenlunde med lidt sved på panden.

Knud fortalte også den lille søde historie om den unge Ludivine Griveau, som tidligere har arbejdet på Maison Albert Sounit og i dag er ledende vinmager på den legendariske Hospice de Beaune, 

Den dejlige 3-retters menu

Nå, men inden vi kigger nærmere på alle vinene, så lad os lige se nærmere på de fantastiske retter, som Briand Funder denne aften havde kreeret til Randers Vinlaugh.

Appetizers; Profiteroles med fuglelevercreme, ristet rugbrød med røget laks og en crouton med stenbiderrogn og frisk ost

Sikke en start … flot fuldt til dørs med 3 x Albert Sounit Crémant de Bourgogne Cuvée, De 2 første var Non Vintage, men reelt er det kun 2017 årgangen, hvilket man kan se på koden på etiketten bag på flaske.  Og sikke nogle appetizers, som jo egentlig kommer som ekstranummer i forhold til 3-retters middagen.

Jeg er vild med stenbiderrogn, men også den lille profiterole med fuglelevercreme var en skøn lille mundfuld. 

Forret; Ristet mørksej med jordskokker og jomfruhummersauce

Forretten bestod af en ristet mørksej … stegt til total perfektion og samtidig med en stor kraft og saft. Da vi smagte fisken, så havde vi jo allerede været igennem 3 hvidvine, men de to hvide, som vi smagte til fisken var klart de bedste, nemlig en smuk 2017 Albert Sounit Rully Blanc Les Saint Jacques og en 2017 Rully Blanc 1. Cru Les Raclots.

Hovedret; Farseret perlehønebryst med perlespelt og trøffel, grillet persillerod og hønsefumet

Igen vildt smagfuld ret, hvor de mange små elementer supplerede hinanden ganske perfekt. Det var saftigt kød, meget smagfuld og den grillerede persillerod gav en fin dybde. Det blev vinøst kompagneret med 2 rødvine, en 2017 Albert Sounit Mercurey Vielles Vignes og den altid lækre Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus.

Dessert; Ostetærte med Comté, kvædekompot og syltede nødder

Vi sluttede helt passende med ost … nemlig en ostetærte lavet med comté .., og det passer jo perfekt til en god rødvin, hvilket her var en 2017 Albert Sounit Mercurey Noblesse.

Briand Funder fortjener lige et stort applaus for maden, klasse, serveringerne, fantastisk søde tjenere og 100% perfekt service. Det er er absolut et sted, som er værd at besøge, så det fif er hermed givet videre.

Vinene denne aften

Her lige oversigten over alle de vine, som vi kom igennem denne aften:

Crémant
Blancs de Bourgogne
Rouge de Bourgogne

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser af alle vinene.

Konklusion

Sikke en fin aften og til den fordelagtige pris på kun 575 kr., hvilket alene kunne lade sig gøre grundet god vilje hos både Knud Kjellerup og Briand Funder, så derfor en stor tak til begge. Vi fik også bevis for specielt to ting, nemlig 1; Knud Kjellerup laver fantastisk vin i Bourgogne og 2; Briand Funder er tilbage i topform.