Alle indlæg af houlberg

Smagning af New Zealandske vine

De sydligste vinmarker i verden finder man i New Zealand. Klimaet er betydeligt koldere end i Australien – der er også 2.000 km til fastlandet – og mange steder minder det om det vejrlig, man finder i Bourgogne. Det er nok især Sauvignon Blanc, der har sat New Zealand på verdenskortet, men der er faktisk plantet flere hektar med Chardonnay og Müller-Thurgau. Også de røde druer Cabernet Sauvignon og Pinot Noir findes hyppigt i New Zealand.

Torsdag den 24. februar havde laughet besøg af kok og sommelier Jacob Dahl Andersen fra vinfirmaet Estwine. Jacob, som ejer Estwine, har en fortid på toprestauranter i mange lande, herunder flere Michelin restauranter som eksempelvis Søllerød Kro. I dag arbejder Jacob fortsat som kok, men forsøger samtidig med Estwine at udleve en ambition om at skaffe danske forbrugere den gode vin fra små håndværksorienterede og up-coming vinbønder i hele verden.

Det blev en fabelagtig aften, og Jacob fortalte levende om vinene, mad og meget andet.
 

Er klassikeren ”ost og rødvin” en myte?

Ved Randers Vinlaughs møde torsdag den 20. januar 2011 på Jysk Vins nye adresse i samme bygninger som AMKA, tog vi fat på en gammel traver, klassikeren, myten eller sandheden med de mange modifikationer – nemlig kombinationen ost og rødvin. De fleste mener stadig, at rødvin og ost hører ulasteligt sammen, men har de prøvet andet? Ofte er hvidvin måske meget bedre.

Firmaet DELIMO, hvis store passion er ost, er i dag franskejet og har kontakt til 45 udenlandske leverandører samt 15-20 danske. Sortimentet består af flere hundrede forskellige oste og mange specialiteter. Sten Lund Sørensen fra DELIMO har et enestående kendskab til kombinationen af ost og vin og gac nogle tommelfingerregler til det bedste match. Efter denne aften vil mange sikkert vælge flere forskellige vine til et ostebord og følge de mest basale regler: mild vin til mild ost, fyldig vin til kraftig ost, sød vin til blå ost m.v.

Flemming Olsen, medejer af Jysk Vin Aps, men her i nye omgivelser og stadig i topform havde som sædvanlig fundet nogle dejlige vine frem – både røde, hvide og søde.

En lærerig og interessant aften, som igen udfordrede vore smagsløg. Vi smagte os gennem en masse spændende oste, samtidig med at vi fik historien bag hver enkelt ost.

Bliv medlem af Randers Vinlaugh

Medlemskab af Randers Vinlaugh koster kun 400 kr. om året. Du får adgang til alle vores arrangementer, typisk omkring 8-9 årlige arrangementer om året. Pris på deltagelse i smagninger varierer lidt fra gang til gang, men regn typisk med omkring 350 kr., hvilket dækker selve vinsmagningen samt god mad. Ved nogle af vinsmagningerne er der endvidere mulighed for at købe vine til favørpriser.

Ønsker du at være medlem af Randers Vinlaugh, så send en mail til laughet kasserer Ulrik Houlberg Iversen, så hører du snart nærmere.

Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med dit medlemsskab

Lidt historie om Randers Vinlaugh … stiftet tilbage i 1996

I efteråret 1996 tog gardinhandler Alex Madsen og restauratør Peder Mikkelsen initiativ til oprettelse af en vinklub i Randers efter forbillede af Hadsund Vinlaugh. En arbejdsgruppe blev nedsat med de to initiativtagere, advokat Tom Askholm, direktør Jørn Kaae og statsautoriseret revisor Mads Jørgen Knudsen som medlemmer.

Arbejdsgruppen inviterede til en introduktionsaften på Restaurant Skovbakken den 10. oktober 1996. Der var opbakning til oprettelse af en vinklub, og der kunne efterfølgende indbydes til stiftende generalforsamling den 14. november 1996 på Restaurant Skovbakken, og Randers Vinlaugh blev stiftet med bestyrelse og vedtægter.

Som bestyrelse blev valgt arbejdsgruppens medlemmer. Antallet af medlemmer blev sat til 30, hvilket mål snart blev nået. Den stiftende generalforsamling var også starten på mange kommende vinsmagninger. Den første smagning var Bourgogne forstået af U.K.L. Vine i Lystrup, I 1998 kunne vinlaughet også invitere på den første vinrejse til Alsace med Renaud Bronner som vinguide med besøg bl.a. hos Kuentz-Bas i Husseren-les-Charteaux, Hubert Beck i Dambach-la-Ville og gourmetmiddag på den 1. stjernede Michelin-restaurant Au Fer Rouge i Colmar.

I skrivende stund har vinlaughet således de første 10 år bag sig og tæller i dag mere end 60 medlemmer. Blandt medlemmerne ses endnu mange fra de første år.

Avisartikel fra laughets stiftelse
Avisartikel fra laughets stiftelse

Vinsmagninger i 2010

Her en kort oversigt over de vinsmagninger, som Randers Vinlaugh lavede i hele 2010:

Glassmagning hos Vinspecialisten, Randers

Torsdag den 18. november 2010 besøgte Randers Vinlaugh Vinspecialisten for en helt særlig smagning, nemlig en “glassmagning”.

Anders Rasmussen, Vinspecialisten Randers bød først på et glas champagne i butikken i Dytmærsken. Herefter fortalte Anders om, hvorledes man får karakteristika frem i vinen og dermed også den største nydelse ved brugen af de rigtige glas. Forsøgene blev udført i glas fra den østrigske glasproducent Riedel, der vel nok er verdens absolut bedste. De to store tyske glasfirmaer, Nachtmann og Spiegelau er i dag også en del af Riedel koncernen. Produktionen af Riedel krystalglas startede for flere hundrede år siden i Bøhmen. Joseph Riedel var den første nogensinde til at udvikle et glas efter bestemte vines karakter.

Vi testede en række af Riedels fine vinglas og undersøgte rigtigheden i om glasset virkelig forbedrer eller forringer vinenes smag. Og ja, der er noget om snakken. På nogle vine var forskellen faktisk bemærkelsesværdig stor.

Efter smagningen nød vi en dejlig anretning fra Slagter Lind.

Vinene
Juve & Camps Cava
Seresin Momo Sauvignon Blanc, New Zealand
Errazuriz, Max Reserva, Chardonnay, Chile
Joseph Drouhin, Beaurepaire, Premier Cru, Frankrig
Bernard Magrez, Cadran de Fombrauge, Frankrig
Marchesi di Barolo, Barbaresco, Italien
Alvaro Palacios, La Montesa, Spanien

Mein Gott, Spätburgunder kan være himmelsk !!!

Tyskland er en af verdens mest spændende vinregioner med nogle af de mest spektakulære terroirs i verden: Stejle skråninger med vidt forskellige undergrunde langs Rhinen, Mosel, Nahe eller andre af landets floder. Mens Tyskland i mange dekader har været kendt for sine frugtige og søde vine, er der i de sidste 10 år sket en revolution indenfor produktionen af tørre vine og rødvine. Bag denne står en gylden generation af talentfulde unge producenter, der synes fast besluttet på at lave vine, som kan matche verdens største, et mål som de er kommet meget nær i de sidste par årgange.

Kvalitetsniveauet har aldrig været højere, og år for år vokser antallet af producenter, der ikke skyder genveje, men tager alle nødvendige skridt for at skabe de bedst mulige vine. Belønningen kan ses og måles på den store nationale og internationale anerkendelse og efterspørgsel, der gør, at vinene mange steder skal allokeres meget strengt og ofte er udsolgte, inden vinen fyldes på flaske.

I de seneste år har den store tørre tyske Riesling gennemløbet en forrygende renæssance, og ligeledes stormer også de røde Spätburgundere (Pinot Noir) frem. Kvaliteten af de seneste årgange havde vi ikke troet mulig for bare få år siden. Bevisførelsen overlader vi til de førende producenter Becker, Diel og Keller støttet af Schäfer-Fröhlich.

I Randers Vinlaugh lavede vi en grundig test af de tyske vine. Det skete til en vinsmagning torsdag den 28. oktober hos Dansk Revision, hvor vi havde besøg af Tom Pedersen fra ATOM Wine, som er én af landets førende importører af tyske vine. Vi smagte selvfølgelig nogle fantastiske riesling, men derudover smagte flere  spændende og fantastiske spätburgundere, herunder Becker Pinot Noir Tafelwein, som 7 år i træk af Gault Millau er kåret som årets bedste rødvin i Tyskland. Prisen er opsigtsvækkende, men da der er tale om en af de største vine på Pinot Noir udenfor Bourgogne, giver det måske alligevel mening. Hvor om alting er, så er det en sensationel vin.

Her en oversigt over de smagte vine:

  • 2004 Diel, Sekt Brut Reserve Cuvee “Mo”
  • 2007 Müller-Catoir, Riesling
  • 2007 Schäfer-Fröhlich, Riesling Schlossböckelheimer
  • 2007 Leitz, Alte Reben Berg Schlossberg Riesling
  • 2007 Kühling-Gillot, Riesling GG “Pettenthal”
  • 2007 F. Becker, Spätburgunder “B”
  • 2008 Keller, Spätburgunder “Burgel/Felix”
  • 2007 Diel, Pinot Noir ”Fass 80” (1,5 l)
  • 2006 Becker, Pinot Noir Tafelwein

Dansk Revision lagde lokaler til, og var også vært ved en bid brød efter vinsmagningen. Alt i alt en fantastisk aften.

Smagning af vine fra USA … the american way

De dage er talte, hvor USA’s vine blev mødt med mistro og kommentarer à la “kan de virkelig dyrke vin?”. Blandt de oversøiske vinlande, er de amerikanske vine i dag de højest agtede. Man er ikke kommet sovende til denne hæder; i snart tre årtier har man kæmpet en indædt kamp mod fordomme, ikke mindst på hjemmemarkedet, hvor der ikke næres udelt begejstring for vinbranchen.

Næsten al vin dyrkes i de tre stater på vestkysten; Californien, Oregon og Washington State. Heraf er Californien langt den dominerende; i Oregon døjer man med at blive kaldt “den nye verdens Bourgogne” fordi man i vid grad dyrker Pinot Noir, og selvom Washington State opnår fine resultater, er mængderne herfra alt for uanseelige. Det er i Californien at man finder de hæderkronede navne Sonoma, Napa Valley, Mendocino, Carneros og Russian River, som hver især har vist sig i stand til at skabe vine i verdensklasse.

Randers Vinlaugh holdte torsdag den 23. september 2010 en rigtig amerikansk aften på MacAle, hvor indehaver Leif Bressum har lovet laughet en god omgang amerikansk spareribs & coleslaw m.v. efter smagningen. Randers Vinhus stod for selve smagningen, og vi smagte i løbet af aftenen følgende vine:

2008 Chateau St. Michelle Riesling, Columbia Valley
2006 Stag’s Leap Wine Cellar Karia, Napa Valley
2004 Le Crema Pinot Noir, Russian River
2002 Newton Vineyard Merlot, Napa Valley
2005 Starmont Merryvale Cabernet Sauvignon, Napa Valley
2008 Chateau St. Michelle Indian Wells, Columbia Valley
2008 Seghesio Zinfandel, Sonoma
2008 Seghesio Barbera, Sonoma

 

Generalforsamling ved Liber Vin i Sønderbæk

Med panoramaudsigt over den idylliske ådal holdt Randers Vinlaugh torsdag den 26. august 2010 generalforsamling og smagte på vine fra flere spanske vinområder.

Vi besøgte til årets generalforsamling Liber Vin, et mindre vinfirma, der er beliggende i Sønderbæk mellem Randers og Viborg. Liber Vins stifter og ejer er Lene Stentoft, og firmaet har specialiseret sig i nogle ganske få vinlande, og et af dem er Spanien.  På Liber Vins overdækkede terrasse i herlige og idylliske omgivelser med udsigt ud over ådalen, var aftenens tema 4-5 spanske vinområder, og Lene Stentoft tog os igennem et program med følgende vine;

2008 Prios Maximus Verdejo, Rueda
2008 CARe Chardonnay, Carinena
2008 Munia Roble, Toro
2005 Bodegas Soledad, Bisiesto Crianza, Ucles
2005 Prios Maximus Crianza, Ribera del Duero
2006 Munia Crianza, Toro
2003 Bodegas de los Rios Prieto, Prios Maximus Reserva, Ribera del Duero
2006 Bodegas Soledad Ribera del Riansares Crianza, La Mancha

Aftenen blev rundet af med en lækker 3 retters menu kreeret af Jørgen Øst-Jacobsen og Uffe Pedersen fra Cafe Sven Dalsgaard på Værket, inden bussen bragte os tilbage til Randers.