Bordeaux by har gennem flere hundrede år været vinbranchens centrum. Det skyldes dels vinenes høje kvalitet, det åbenbare faktum, at der er meget af den, og at der er etableret et netværk af vinmæglere og handelshuse, hvis omfang er helt uden sidestykke. Med andre ord; det er ikke kun vinene, der er i verdensklasse, den globale distribution af vinene er også verdens mest effektive. Det mest indlysende eksempel er den årlige ”en primeur”-kampagne, hvor den sidste årgangs vin sælges, mens den endnu ligger på fad. Bordeaux producerer årligt ca. 600 millioner liter AOC-vin eller omtrent lige så meget vin, som der laves i Chile.
I laughet synes vi, at det kunne være meget passende igen at smage de fantastiske Bordeaux vine, specielt i lyset af, at dette års vinrejse netop er til Bordeaux. Så torsdag den 25. august – hvor vi også havde generalforsamling – havde laughet hyret Brdr. Schmidt Vinhandel fra Århus til at forestå sæsonens første smagning, nemlig en Bordeaux smagning. Vinhandlen i Århus drives – som navnet antyder – af 2 brødre, nemlig Johnny og Peter, som gennem mange år har drevet selvstændig og uafhængig vinforretning i Århus.
Det blev en ganske fornøjelig aften med masser af god vin. De to brødre brugte megen af tiden med at gå rundt og snakke lidt med folk, og det gav en god uhøjtidelig stemning. Sparekassen Kronjylland havde lagt lokaler til, og sørget for lidt buffet. Der var også en indbygget overraskelse, nemlig en flaske rigtig god (og dyr!) Bordeaux til den, som kom tættest på en vin i en blindsmagning. Faktisk var der to vindere, så man måtte trække lod om hovedpræmien.