Torsdag den 21. marts var 32 sprudlende medlemmer af Randers Vinlaugh og 3 bankfolk fra Jutlander Bank ved at boble over af glæde på grund af gode champagner. De havde alle modigt meldt sig til en vinaften udelukkende med champagne, og trods en formentlig sund forudindtaget skepsis, så blev det en rigtig lækker aften med fabelagtige bobler, gode fortællinger og lækker mad til de gode champagner, som alle var begejstrede for.
Smagningen havde laughet lagt i hænderne på det lille lokale firma Champaniac … der – nærmest som ordet også siger – er fanatiske, rødglødende og passionerede champagne elskere. De driver kun Champaniac på hobbybasis og sælger alene deres sortiment til venner af firmaet.
De importerer kun champagner fordi, at de ikke kan lade være og har alene import af champagner fra en håndfuld små og kvalitetsbevidste producenter.
Champaniac drives af Carsten og Jan … sidstnævnte var dog forhindret, så Carsten havde i stedet taget René – ven af firmaet og selvfølgelig også champagne elsker – med som hjælper.
Carsten havde lavet en voldsomt spændende smageprogram til Randers Vinlaugh og det omfattende alle slags champagner … fra Non Vintage til årgangschampagner, blends, rene Blanc de Blancs, Blanc de Noirs og en enkelt rosé.
Smagningen var henlagt til Jutlander Bank på Østervold, og de havde også sponsoreret en menu, som skulle følge med champagnerne. Stor tak til Jutlander Bank.
Carsten skulle så forsøge at orkestrere, hvilke retter vi løbende skulle smage til de enkelte bobler … og netop kombinationen af mad og champagner er ét af Champaniac store interesser, altså hvordan man bedst sætter champagner til en god middag.
Og sikke en orkestrering! Carsten fortalte indlevende om sin altoverskyggende hobby, altså om champagne generelt, deres lille firma, men mest af alt om aftenens champagnehuse og de champagner, som løbende blev serveret.
Samlet så programmet således ud:
- N.V. Louis Nicaise, Brut Réserve Premier Cru
- N.V. Louis Nicaise, Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs
- 2012 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru
- 2014 Vilmart & Cie, Grand Cellier d’Or Premier Cru
- N.V. Vilmart & Cie, Cuvée Rubis Brut Premier Cru
- 2014 Louis Nicaise, Meunier des Moines Extra Brut
- N.V. Gabriel-Pagin Fils, Carte d’Or Blanc de Noirs Premier Cru
- 2008 Gabriel-Pagin Fils, Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru
Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. De fleste havde jeg smagt tidligere, ja faktisk til netop en gastronomisk aften med Champaniac, hvor de havde rottet sig sammen med Kevin fra Norevent … og det kan du læse om i mit blogindlæg VIP champagnesmagning & private dining ekstravaganza.
Man kan nemlig sagtens drikke champagne – og udelukkende champagne – til en lækker middag, og det fik vi bestemt beviset for denne aften i Jutlander Bank. Mange var endda som begejstrede, at de bestilte flasker af nogle af aftenens bobler … mig selv inklusiv.
Champaniac havde endda udlovet en magnum flaske, som de trak lod om blandt aftenens indkøbssedler, herunder min med nogle af boblerne fra Louis Nicaise, som klart – igen – blev mit favorit champagnehus.
Vi slutter som vanligt med lidt flere fotos fra aftenen.