32 medlemmer havde meldt sig til Randers Vinlaughs oktober smagning, som vi havde kaldt “champagnesmagning plus venner”, idet det formentlig ville være for stor mundfuld alene at drikke champagne en hel aften. Champagnesmagningen var henlagt til Restaurant Pakhuset … endnu et trækplaster.
Vi havde hyret Martin Kammersgaard Christensen fra vinfirmaet Extra Brut Vinimport til at forestå smagningen, og han havde både valgt lidt champagne og vennerne, altså de vine, som skulle efterfølge boblerne … alle venner af Extra Brut Vinimport. Og vennerne var alle røde tyskere af racen Spätburgunder … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
Programmet for smagningen bød på 4 x bobler og 4 x tyske røde Spätburgundere, men Martin havde medbragt en ekstra Spätburgunder som overraskelse, således vi skulle igennem 5 af slagsen. Herligt, for tyskerne byder virkelig på elegante og imponerende vine på Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder druen. Som madvin var der også lidt nyt … både en hvid fransk Riesling og en rød tysk cuvée på Portugieser og Dornfelder.
Vi startede smagning med en Crémant d’Alsace, og gik derefter om bord i 3 x rigtige champagner, hvor specielt de 2 første – i mine øjne var skræmmende gode. Martin fortalte lidt om vinene, om producenterne og hvad han specielt foretrækker, at vinene skal indeholde.
De medbragte Spätburgundere viste også klart, at tyskerne virkelig har lagt sig i førerfeltet, når det gælder Pinot Noir/Spätburgunder vine. Fabelagtige repræsentanter i form af Steinmetz fra Mosel, Enderle & Moll fra Baden … total vildskab, Stadt Klingenberg fra Franken og smukke, dygtige Julia Bertram fra Ahr. Spitzenklasse.
Her lige hele smageprogrammet:
- 2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig
- 2010 J-M Sélèque, Partition Extra Brut, Champagne, Frankrig
- 2006 Charlot-Tanneux, Cuvée Micheline Tanneux, Champagne, Frankrig
- 2011 Vincent Charlot, Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut, Champagne, Frankrig
- 2014 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland
- 2014 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland
- 2012 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder “R”, Franken, Tyskland
- 2014 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland
- 2013 Weingut Brand, Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland
- 2013 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, Frankrig
- 2014 Weingut Brand, Cuvée Flora, Pfalz, Tyskland
Jeg har som vanligt linket til beskrivelser og vurderinger af vinene på min vinblog.
Efter smagningen gik vi fluks i gang med Restaurant Pakhusets imponerende fiskebord, godt støttet af de to madvine … en imponerende fransk Riesling samt den tyske Cuvée Flora. Samlet blev det – i mine øjne – en fantastisk aften med fremragende bobler og vine samt herligt fiskebord.