Torsdag den 18. august 2016 tog Randers Vinlaugh hul på endnu en ny sæson … selvfølgelig med en traditionel – og hurtig – generalforsamling efterfulgt af en spændende vinsmagning, nemlig med portugisiske vine.
Sæsonen første arrangement var henlagt til Bistroteket … den herlig lille perle, som drives af Peter og Co., mens vinsmagningen var lagt i hænderne på den flinke og rare Jonas Nordentoft fra vinfirmaet Nordentoft Wine i Vejle, der netop har specialiseret sig i portugisiske vine.
Hele 47 medlemmer havde tilmeldt sig arrangementet, og de fik en herlig aften med et godt indblik i, hvad Portugal kan byde på vinmæssigt. Jonas var i topform og fortalte gavmildt om både vinene, områderne og de enkelte producenter. Vi smagte et bredt udsnit af vinene og smageprogrammet så sådan her ud:
- 2010 Luís Pato, Duet Baga-Bical Vinho Espumante, Bairrada, Portugal
- 2014 Filipa Pato, FP Bical & Arinto Vinho Branco, Bairrada, Portugal
- 2013 Vale da Capucha, Fossil, Lissabon, Portugal
- 2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal
- 2015 Felipa Pato, Post Quercus Baga, Bairrada, Portugal
- 2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, Portugal
- 2014 Susana Estaban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal
- 2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, Portugal
- 2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, Portugal
- 2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, Portugal
Som vanligt har jeg linket til mine anmeldelser.
Vi kom bl.a. igennem nogle af de mere ukendte druer fra Portugal, bl.a. Baga, Bical, Arinto og andre af de omkring 500 forskellige druesorter, som findes i landet. Vi kom med vinene også godt rundt i landet i områder som fx Alentejo-regionen, hvilket dækker omkring en tredjedel af Portugal, det mere historiske Dão omgivet af bjerge samt Bairrada med et mild kystklima og med rigelige nedbør.
Madmæssigt blev vi også forkælet af Peter og hans medarbejdere på Bistroteket … dejlig mørkt oksekød med tilbehør og kartofler. Derudover en lille dessert med forskellige oste. Det så ud som om, at alle hyggede sig og havde en skøn aften midt i Randersugen … endda i løbet af aftenen akkompagneret af et lille 2-mands orkester, som spillede udenfor Bistroteket.
Jonas Nordentoft gjorde det fremragende, så stor tak til ham … også for stor tålmodighed med et – til tider – noget larmende publikum. Da laughets formål er at fremme interessen for og kendskabet til vin, så skal vi selvfølgelig ha‛ respekt for de foredragsholdere, som har brugt tid på at forberede sig til en sådan dejlig aften … og det plejer jo også at ha‛.
Vi slutter med lidt fotos fra den herlige aften.
Der er dækket op til 47 medlemmer af laughet