24 sommerglade medlemmer af Randers Vinlaugh mødtes bag Kulturhuset lørdag den 17. maj kl. 11.00, hvor kursen var sat mod skovskolen i Fussingø. Her ventede fhv. skovfoged Per Holstener, og inden længe var vi på guidet tur rundt i skoven.
Efter omkring 45 minutters “strabasser” ventede den virkelige udfordring, nemlig en lang række af anbefalesværdige sommervine, rester fra tidligere smagninger samt en picnicplatte fra Funders. Line-up’et viste følgende vine:
Cava Clos Amador, Bruit Reserve, Spanien
Vinen til velkomst på terrassen
Diel Grauburgunder 2007, Tyskland
Importør: Slottets rene og friske Grauburgunder, der ikke har set ny fade, er en sand drøm. Den indbydende aroma viser gråt støv, litchi, citrus, mirabelle og koldt smør. På tungen er vinen fyldig, præcis, rank og perfekt defineret af en moden, levende syre. Igen er dette uimodståelig vin, som ikke bare smager utroligt godt, men også er en ideel og alsidig vin til blandt andet sommerens mange fiskeretter.
Keller Riesling Trocken 2006, Tyskland
Importør: Dette er min personlige yndlingsvin, smager bare så godt, ruinerer ingen og har Keller’s fingeraftryk. Samtidig er det den vin, der hvert år viser de første tegn på de forbedringer. der sker hos Keller, for den bliver mere og mere mineralsk og seriøs hvert eneste år. Denne 2006-version er så fremragende, at dens eneste fejl er, at den ikke tappes i literflaske! Aromatisk er vinen helt ren og præcis. De mineralske nuancer dominerer og støttes af delikate toner af fersken, grapefrugt, citron, urter, tobak og abrikoser. På tungen er vinen frisk, klar, præcis, mineralsk fast, ekstraktrig, rund og uimodståelig saftig. Årsagen til denne vins fantastiske kvalitet er følgende: Alle de større vine er ret strenge selektioner fra vingårdens allerbedste marker. Derfor er druematerialet, der er til rådighed til denne vin, af meget højt niveau: Karakterstærk, kantet og drikkelig, står denne vin derfor, på trods af, at den på papiret er Keller’s mindste vin, som større end hovedparten af alle tørre vine i Tyskland i 2006! Der er mere prestige i andre vine, men de smager meget sjældent helt så godt.
Domaine de ´L’escattes 2003, Coteaux du Languedoc, Frankrig
KC’s bud på en god sommervin
Château Tour du Cauze 2004, St. Emilion Grand Cru, Frankrig
Bernt anbefaler
Château Larose-Trintaudon 2003, Haut-Medoc, Frankrig
Bernt anbefaler
Santa Rita Reserve 2006, Cabernet Sauvignon/Syrah, Argentina
KC’s bud på en god sommervin til en grillaften
Indalo 2006, Shiraz, Sydafrika
KC’s bud på en god sommervin til en grillaften
Cat Amongst the Pigeons, 2006 Cat Walk Cabernet Sauvignon, Australien
Importør: I denne vin signalerer navnet, hvordan vinen udfolder sig. Vinen smyger sig op af glasset og løber sexet og indbydende over tungen. Søde, klassiske Cabernetaromaer med nuancer af solbær, tobak, rød peberfrugt, røg og ribs, før den vandrer selvsikkert ned over tungen med sine flashy, fyldige former. På trods af yppigheden er der rankhed, præcision og løft nok til, at denne vin kan gøre sig på middagsbordet i mange sammenhænge.
Det blev til en mindeværdig sommerdag i skoven … en dag som flere gæster gerne så gentaget.