Torsdag den 29. marts 2012 besøgte Randers Vinlaugh Thomas & Lene i Vinspecialisten, hvor der ventede medlemmerne en australsk vinsmagning, eller rettere en decideret Penfolds smagning, hvor vi bl.a. skulle smage den legendariske ikonvin Grange. 25 af laughets medlemmer mødte op til en intim aften, hvor Lene & Thomas havde pyntet op med forårsstemning og australske flag. Og det blev en ganske hyggelig og spændende aften, hvor vi – omgivet af hundredevis af dejlige flasker – fik et spændende foredrag om Penfolds, historie og små vinanekdoter … og selvfølgelig smagte vinene fra “down under”.
Niels Jørgen Jensen, eller ‘Jønne – autodidakt vinnørd’, som han ynder at præsentere sig, havde Vinspecialisten hentet ind til at forestå vinsmagningen, og Jønne havde netop Penfolds som én af hans store interesser. Vi fik set filmklip omkring Penfolds og hørt om de forskellige vine. Efter en lang indflyvning kom der vin i glasset, og vi fik smagt følgende vine fra Penfolds:
2010 Penfolds, Thomas Hyland, Sauvignon Blanc
2010 Penfolds, Koonunga Hills, Riesling
2009 Penfolds, Bin 23 Pinot Noir
2007 Penfolds, Bin 28 Kalimna Shiraz
2008 Penfolds, Bin 2 Shiraz/Mourvedre
2008 Penfolds, Bin 707 Cabernet Sauvignon
2003 Penfolds, Grange
Det blev en aften med autralsk bulderbasse vin, og specielt aftenens 2 sidste vine, de to legendariske Bin 707 og Grange tiltrak … selvfølgelig … stor opmærksomhed, for hvor tit smager man vine til henholdsvis 904 kr. og 2.705 kr. ? Det var bestemt en dejlig oplevelse, og den blev ikke mindre af en efterfølgende dejligt buffet, som Lene & Thomas fra Vinspecialisten også havde sørget for. Et stor tak til dem for en god aften.
Der var alt i alt stor tilfredshed med aftenen, og et enkelt medlem sagde da også til mig, at det havde været det bedste arrangement, som han nogensinde havde været til i Randers Vinlaugh. Smag og behag omkring vine er forskellig, men det er altid dejligt at smage nye vine, og specielt også at smage vine, som har fået så meget omtale som fx Grange.
Her et par fotos af nogle af vinene mv.:
Super vine – måske bedre – nej lige så gode som kultvinen – Grand Plaisir – jeg måtte også lige købe 6 flasker Bin 28. En gang imellem skal Randers Vinlaugh “give den gas” og det gjorde man her!
Hej alle sammen.
Jeg vil gerne sige tusind tak for en fantastisk aften med mange gode spørgsmål og MEGET hyggeligt samvær. Håber vi mødes en anden gang…..;-)
Mange hilsner
Jønne