Covid-19 havde igen generet åbningen af en ny sæson i Randers Vinlaugh, da både Bistroteket – og senere også Slotskroen -valgte at lukke deres restauranter i hele januar måned.
Men 3. gang blev lykkens gang, for Restaurant Tronborg var parat til at modtage 34 tilmeldte medlemmer, der trods stigende coronapres i samfundet var klar til at smage vine fra Piemonte i godt selskab.
Der var dog på dagen et par frafald … måske grundet corona, men Randers Vinlaugh fik alligevel skudt 2022 i gang med et brag, hvilket kan tilskrives Anders fra Bichel Vine, der leverede en flot præstation godt over gennemsnittet med gode fortællinger og vine, der fortalte, hvorfor Piemonte er et af verdens bedste steder vinmæssigt.
Anders fortalte indlevende om området, om bønderne og om både druetyper, de små byer, marker, modernisterne, traditionalister, men også om de forskellige producenter, som vi smagte i løbet af aftenen.
Vinene
Vi skulle nemlig igennem et fint lille udvalg af Piemonte vine, bl.a. en hvid på Arneis og så selvfølgelig Dolcetto, Barbera og Nebbiolo, hvor Anders fortalte, at man især på Barbaresco vine finder meget vin til pengene, mens Barolo allerede nærmest er stukket af.
Vi smagte samlet disse vine:
- 2020 Giovanni Almondo, Roero Arneis Bricco delle Ciliegie
- 2019 Sandrone, Dolcetto d’Alba
- 2018 Scarzello, Barbera d’Alba Superiore
- 2019 Giovanni Almondo, Roero
- 2017 Luigi Giordano, Barbaresco Asili
- 2017 Cascina Luisin, Barbaresco Rabajà
- 2016 Figli Luigi Oddero, Barolo
- 2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda
Som vanligt har jeg linket til mine egne beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.
Vi smagte vinene af fine Zalto glas, som Anders havde medbragt, hvilket var en sand fornøjelse. Man kunne virkelig mærke forskel i smagen på Scarzellos Barbera d’Alba Superiore, som vi både smagte i selve smagning i de store, lækre glas og senere i selve restauranten som madvinen i små, billige vinglas, hvor der ikke var plads til at slynge vinen rundt.
Anders havde også lavet nogle gode tilbud på aftenens vine … og med den fremragende kvalitet af vinene, så lokkede rabatterne, så flere af os fik også bestilt lidt vine.
Derefter stod den på det altid stabile og gode carving bord på Restaurant Tronborg samt lidt slatter fra vinsmagningen og så den udvalgte madvin. Fin start på sæsonen … trods corona.