Tag-arkiv: vinmager

Xtra smagning – Besøg af Peter Work fra Ampelos Cellars (5)

Afholdes: Fredag den 9. maj 2014 kl. 18.30 i Jyske Bank, Dytmærsken

Ampelos Cellars

For nogle måneder siden besøgte laughets kasserer det amerikanske vinhus Ampelos Cellars, som ligger ved Lompoc i Santa Barbara i Californien. En kontakt opstod … og nu får Randers Vinlaugh så besøg af ejeren og vinmageren på Ampelos Cellars til en ekstraordinær smagning.

Ejeren og vinmageren hedder Peter Work, og han er pæredansk. Peter grundlagde sammen med sin kone Rebecca vingården helt fra bar mark. De vidste intet om vin, da de i 2002 blev fuldtids-vinbønder, men har løbende fået en hjælpende hånd af deres søn, som er uddannet vinmager og i dag arbejder på nabogården Sea Smoke, kendt fra filmen Sideways.

Peter Work er bourgogne-fan, og det afspejler sig i vinmarkerne, hvor der mest vokser Pinot Noir. Men da Rebecca Work er glad for Rhône, så er der også nogle parceller med druer kendt fra den egn, nemlig Syrah, ligesom der er en smule Grenache og Viognier.

Fra starten har det været parrets filosofi at dyrke efter økologiske og biodynamiske principper og gården er også den første certificerede i området. Filosofien om at den bedste vin laves i vinmarken fra sunde vinstokke antydes også af vingårdens græske navn Ampleos, som betyder vinstok.

De fremstiller kun 3.500 kasser om året og vil ikke lave flere, selvom de egentlig nemt kunne sælge al deres vin i USA. Lokale restauranter i Los Angeles og San Francisco er nemlig meget ivrige aftagere. De sælger heldigvis lidt til det danske marked, og det sker gennem Otto Suenson & Co.

Fredag den 9. maj har de heldige medlemmer af Randers Vinlaugh imidlertid også mulighed for at smage de flotte vine fra Ampelos Cellars og ikke mindst høre Peter Work fortælle om vinene, livet som amerikansk vinbonde, biodynamisk dyrkning og meget andet om fremstillingen af vinene.

Smagningen afholdes i ”klublokalet” hos Jyske Bank, og sædvanen tro kommer der selvfølgelig også en bid brød og lidt ost efter smagningen. Prisen er holdt beskedent, men udbyttet bliver som vanligt stort … så der bliver rift om pladserne til denne fredag aften ekstraordinaire. Tilmeld dig derfor gerne hurtigt.

Medlemspris 250 kr. – gæster 500 kr.
Tilmelding sker via indbetaling af medlemsprisen på konto;
reg.nr. 7835 kontonr. 1161969 senest torsdag den 1. maj

Skriv ”Arr. 5 + dit navn” som reference ved indbetalingen.
Efter tilmeldingsfristen udløb refunderes indbetalt beløb ikke.

Se også en kort præsentation af Peter Work og Ampelos Cellars nedenunder.