Tag-arkiv: Skovbakken

Thomas Ilkjær tog os til Ribera del Duero med 15 vine på Skovbakken

Hele 65 glade medlemmer og ikke medlemmer havde tilmeldt sig Randers Vinlaughs store ekstra fejring af laughets 25 års jubilæum på selve arnestedet for laughet grundlæggelse … Restaurant Skovbakken.

Randers Vinlaugh havde også gjort alt for, at denne aften bare skulle blive helt speciel. Der var faktisk spillet på nærmest alle strenge, for dels havde vi lokket med en pris på sølle 300 kr. pr. deltager for både at skulle smage 15 dyre Ribera del Duero vine og Skovbakkens store og altid gode buffet.

Men derudover havde vi også lokket Thomas Ilkjær vil at være aftenens tourguide og stå for en grundig indføring i Ribera del Duero området, historien og ikke mindst de potente vine fra et bredt udsnit af Ribera del Dueros producenter. Thomas er jo ingen ringere end mangeårig vinskribent og daglig leder af Vinakademiet samt en af bagmændene bag det årlige DM i blindsmagning.

Ja … og så havde vi også åbnet smagningen op for ikke-medlemmer, som måske kunne være interesserede i at blive medlem af vores lille vinlaugh … og her kunne de virkelig opdage nogle af de fordele, som man får som medlem af Randers Vinlaugh.

Det var med andre ord helt skørt, loco, forrykt, tosset, dumt og tåbeligt at tilbyde et sådan arrangement til kun 300 kr. Bare én af de dyreste vine koster 825 kr., hvilket svarer til 82,50 kr. pr. mand, men det kunne lade sig gøre på grund af en generøs donering fra Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Det var også årsagen til, at vi kunne få 65 tilmeldte på en ellers udfordrende aften, hvor det lokale fodboldhold Randers FC skulle møde Leicester med Kasper Schmeichel på mål. Resultat af kampen skriver vi ikke noget om, men der blev anderledes masser af mål til vore store smagning på Skovbakken, selvom den fordømte COVID-19 gjorde, at vi samlet kun blev omkring 60 deltagere.

Men de omkring 60 fremmødte fik også en helt speciel aften med masser af højdepunkter, for Thomas Ilkjær fortalte på en virkelig god måde om området, om alle reglerne og vinene. Selvom vi – helt uhørt i Randers Vinlaugh – kun havde én vin i glasset i 45 minutter, så sad alle tryllebundne og hørte en masse om Ribera del Duero.

Vi har ikke her skrevet så meget om Ribera del Duero, men vil du læse mere om dette, så kan du gøre på i mit blogindlæg; Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero

Vinsmagningen i 2 heats

Denne aften skulle vi igennem ikke mindre end 15 forskellige flasker Ribera del Duero vine, men de var dog opdelt i 2 heats, idet Thomas Ilkjær alene fortalte om de 8 første – og bedste – vine.

Samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 1

Det efterfølgende heat 2 var egentlig madvinene, hvor der var ikke mindre end 7 forskellige. Der var undervejs ikke 6 smagesæt af alle vine på grund af prop, men det var vist kun samlet for 3 af vinene, så ved skænkning af disse trådte bestyrelsen til og alle fik dermed smagt ligeligt af alle vine. 

Den sidste vin Vendimia Seleccionada fra Bodega Finca la Capilla var der af ukendte årsager kun 3 af … men på det tidspunkt havde de fleste vist fået godt med vine og var pænt velforsynede.

Heat 2

Som vanligt har jeg linket til mine egne beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Samlet blev det en fantastisk aften … masser af god, velfortalt indsigt i Ribera del Duero og vinene. Alt klappede … godt med vine, ekstrem godt foredrag og så Skovbakkens gode buffet. Vi slutter med masser af fotos fra den  store aften.

Italiensk Italux smagning med masser af B’er på Skovbakken

Der var mange B’er i luften torsdag den 18. oktober 2018 på Restaurant Skovbakken, hvor 39 glade medlemmer af Randers Vinlaugh var mødt op til en italiensk aften med vinfirmaet Italux.

Og blandt bunker af berusende B’er var bl.a. berømte bidende Barolo, blodrød Barbaresco, bastant Barbera, blød, brunlig Brunello blandt blide Bianco basisvine og Brut brusende bobler.

Men et vigtigt B denne aften var dog også billig, for Italux drives mest på hobbybasis, hvorfor de kan holde nogle meget fornuftige priser på vinene. Og det var noget, som medlemmerne synes om, specielt også fordi, at vinene samtidig imponerede på kvalitet … eller sagt på anden vis, så var der virkelig smæk for skillingen.

Det skulle også senere på aften – vel hjulpet undervejs af en lille konkurrence – sætte gang i jydernes købelyst af de italienske vine.

Italux importerer nemlig også alene – som navnet helt korrekt indikerer – vine fra det italienske opland til det lille importfirmas adresse i Skanderborg. De er 6 ejere om foretagende og med interessen for vin som det vigtigste … ren hobby med nøgleordet Vino e Passione.

Denne aften var det fra Italux Lars og Michael, som skulle guide laughets medlemmer igennem aftenens program. Og selvom de ikke er professionelle i branchen, så lagde de godt ud med at sponsorere et lille glas mousserende Spumante og dertil endda lidt parmesanost … great combi og så var vi ligesom i gang.

Vi skulle derefter smage to hvidvine inden resten af aften stod på rødvine fra henholdsvis Abruzzo, Toscana og Piemonte, altså nogle af de B’erne. Samlet kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg har – som vanligt – linket til de vine, som jeg tidligere har smagt og anmeldt samt anmeldelserne fra aftenen.

Samlet blev det en rigtig god og hyggelig aften med godt humør hos Italux Lars og Michael. Og specielt de røde vine fra Toscana og Piemonte lod til at falde i folks smag. 

Italux udloddede samtidig 3 x vinepræmier til lodtrækning mellem de vinbestillinger, som de modtog i løbet af aftenen.

Blandt vinderne var bl.a. Jørgen Jacobsen, som sammen med sin hustru var med for første gang i Randers Vinlaugh … ja faktisk var der denne gang 2 nye medlemmer med for første gang. 

Om vinpræmierne var trækplasteret, de gode vine eller de fornuftige priser … eller måske alle 3 faktorer, som spillede ind, skal jeg ikke kunne sige, men der blev vist bestilt flittigt med vine, som alle snart vil blive leveret til en samlet adresse i Randers. 

De bliver nemlig leveret til Jyske Bank, så laughets sekretær skriver rundt til medlemmerne, når vinene er modtaget og kan afhentes.

Efter de første 8 vine, så serverede Restaurant Skovbakken derefter en dejlig buffet med masser af lækkerier, bl.a. en lækker laks, oksekød samt andet godt.

Som madvin havde Italux valgt endnu et B … Barbera d’Alba Pozzo fra Reneta Corino og endda i to forskellige årgange 2013 og 2015, også et fint valg og passende til den gode mad. 

Sammenlagt en fornøjelig aften og stor tak til Italux for deres uhøjtidelige præsentation af deres dejlige vine. 

Gensyn med Nord-Rhône & Anders

Anders fra Bichel 1
Et godt gensyn … det var vel én af hovedoverskrifterne for Randers Vinlaughs Nord-Rhône smagning. Gensynet omfattede aftenens foredragsholder Anders, som tidligere har været medlem af laughet, arbejdet hos den lokale Vinspecialist, men nu repræsenterede Bichel Vine i Hjortshøj ved Århus.

Men gensynet omfattede også vinene fra Rhône. Det er jo altid ”som at komme hjem”. Elskelige, fyldige og fyrrige vine med saft, kraft og elegance. Specielt for Nord-Rhône har vinene også en kølighed, som løfter niveauet endnu en tak. Og 32 medlemmer havde da også tilmeldt sig til denne smagning, som blev afholdt i de velkendte lokaler på Restaurant Skovbakken.

Anders fortalte glødende og vidende om vinene, som kom fra de 3 vinehuse, som Bichel forhandler fra det nordlige Rhône, nemlig Guigal, A. Clape og Alain Graillot. Vi smagte denne aften følgende vine:

Jeg har som vanlig lavet links til beskrivelse og min vurdering af vinene.

Efter smagningen var der den traditionsrige buffet fra Skovbakken … og sammenlagt en skøn aften endnu en gang i Randers Vinlaugh.

Anders fra Bichel 2

Gourmetafslutning, kokkeskole & nye/gamle traditioner

Gourmetafslutningen den 22. april 2010 var denne gang henlagt til Restaurant Skovbakken, hvor vi holdt laughets stolte traditioner i hævd, bl.a. med en gentagelse af en gammel tradition, nemlig at laughets medlemmer selv skulle medbringe vin til maden, for at dele deres vinoplevelser med andre medlemmer. Hvem er også bedre at dele vinoplevelser med end andre vin-nørder?

Som vanligt startede et hold at 12 forstyrrede & forvirrede kokke-wanna-bees, som havde fået til opgave at producere en 3-retters gourmetmenu. Det gik – som det måske fremgår af billederne nedenunder – rigtigt festligt for sig, og der som vanligt også lidt i glassene under det hårde slid. Heldigvis var der et par professionelle kokke, som sørgede for, at aftenens menu blev rigtigt veltilberedt.

Se fotos fra denne hyggelige aften

Zind-Humbrecht smagning – toppen fra Alsace

Domaine Zind Humbrecht regnes i dag blandt den absolutte elite i Alsace. Domainet blev grundlagt i 1959 med udgangspunkt i ægteskabet mellem Léonard Humbrecht og Geneviére Zind. I dag ledes domainet af Oliver Humbrecht som på ingen måde står i skyggen af sin fars resultater. Blandt andet var Oliver Humbrecht den første franskmand som blev Master of Wine.

Der er mange årsager til Domaine Zind-Humbrecht´s succes. Domainet omfatter i alt 30 hektar fordelt på nogle af de bedste parceller i Alsace. Zind-Humbrecht producere alle de klassiske druer i Alsace og har intet behov for at opkøbe druer fra andre producenter. En væsentlig årsag til den konstant høje kvalitet er det meget lave høstudbytte pr. hektar som Zind-Humbrect håndhæver.

Typisk ligger udbyttet så lavt som 35 hl/hektar. Dette sikrer maksimalt optag af næring og mineraler til den enkelte drue. Ligeledes har Zind-Humbrecht gennem tiderne stædigt opkøbt markparceller som lå ideelt placeret, men som de tidligere ejere gerne så solgt, idet hældningen på markerne umuliggjorde maskinel plukning. Alle Zind-Humbrecht´s vine høstes manuelt med kraftig selektering af druerne. Dette er naturligvis kostbart, men resultaterne er også derefter – absolutte top-vine.

Til at forestå denne elite vinsmagning torsdag den 19. marts 2009 havde vi hyret Erik Sørensen Vinhandel, mens Skovbakken sørgede for rammerne og den kendte, velsmagende, traditionelle buffet.

Vi smagte disse vine:

2005 Domaine Zind-Humbrecht Pinot d’Alsace
2006 Domaine Zind-Humbrecht ZIND
2006 Domaine Zind-Humbrecht Pinot Gris “Calcaire”
2004 Monopole Zind-Humbrecht Riesling Clos Häuserer
2005 Monopole Zind-Humbrecht Riesling Clos Häuserer
2006 Monopole Zind-Humbrecht Riesling Clos Häuserer
2006 Monopole Zind-Humbrecht Riesling Clos Windsbuhl
2006 Monopole Zind-Humbrecht Pinot Gris Clos Windsbuhl
2006 Monopole Zind-Humbrecht Gewurztraminer Clos Windsbuhl
2007 Domaine Zind-Humbrecht Riesling “Gueberschwihr”