Lidt historie om Randers Vinlaugh … stiftet tilbage i 1996

I efteråret 1996 tog gardinhandler Alex Madsen og restauratør Peder Mikkelsen initiativ til oprettelse af en vinklub i Randers efter forbillede af Hadsund Vinlaugh. En arbejdsgruppe blev nedsat med de to initiativtagere, advokat Tom Askholm, direktør Jørn Kaae og statsautoriseret revisor Mads Jørgen Knudsen som medlemmer.

Arbejdsgruppen inviterede til en introduktionsaften på Restaurant Skovbakken den 10. oktober 1996. Der var opbakning til oprettelse af en vinklub, og der kunne efterfølgende indbydes til stiftende generalforsamling den 14. november 1996 på Restaurant Skovbakken, og Randers Vinlaugh blev stiftet med bestyrelse og vedtægter.

Som bestyrelse blev valgt arbejdsgruppens medlemmer. Antallet af medlemmer blev sat til 30, hvilket mål snart blev nået. Den stiftende generalforsamling var også starten på mange kommende vinsmagninger. Den første smagning var Bourgogne forstået af U.K.L. Vine i Lystrup, I 1998 kunne vinlaughet også invitere på den første vinrejse til Alsace med Renaud Bronner som vinguide med besøg bl.a. hos Kuentz-Bas i Husseren-les-Charteaux, Hubert Beck i Dambach-la-Ville og gourmetmiddag på den 1. stjernede Michelin-restaurant Au Fer Rouge i Colmar.

I skrivende stund har vinlaughet således de første 10 år bag sig og tæller i dag mere end 60 medlemmer. Blandt medlemmerne ses endnu mange fra de første år.

Avisartikel fra laughets stiftelse
Avisartikel fra laughets stiftelse

Vinsmagninger i 2010

Her en kort oversigt over de vinsmagninger, som Randers Vinlaugh lavede i hele 2010:

Glassmagning hos Vinspecialisten, Randers

Torsdag den 18. november 2010 besøgte Randers Vinlaugh Vinspecialisten for en helt særlig smagning, nemlig en “glassmagning”.

Anders Rasmussen, Vinspecialisten Randers bød først på et glas champagne i butikken i Dytmærsken. Herefter fortalte Anders om, hvorledes man får karakteristika frem i vinen og dermed også den største nydelse ved brugen af de rigtige glas. Forsøgene blev udført i glas fra den østrigske glasproducent Riedel, der vel nok er verdens absolut bedste. De to store tyske glasfirmaer, Nachtmann og Spiegelau er i dag også en del af Riedel koncernen. Produktionen af Riedel krystalglas startede for flere hundrede år siden i Bøhmen. Joseph Riedel var den første nogensinde til at udvikle et glas efter bestemte vines karakter.

Vi testede en række af Riedels fine vinglas og undersøgte rigtigheden i om glasset virkelig forbedrer eller forringer vinenes smag. Og ja, der er noget om snakken. På nogle vine var forskellen faktisk bemærkelsesværdig stor.

Efter smagningen nød vi en dejlig anretning fra Slagter Lind.

Vinene
Juve & Camps Cava
Seresin Momo Sauvignon Blanc, New Zealand
Errazuriz, Max Reserva, Chardonnay, Chile
Joseph Drouhin, Beaurepaire, Premier Cru, Frankrig
Bernard Magrez, Cadran de Fombrauge, Frankrig
Marchesi di Barolo, Barbaresco, Italien
Alvaro Palacios, La Montesa, Spanien

Mein Gott, Spätburgunder kan være himmelsk !!!

Tyskland er en af verdens mest spændende vinregioner med nogle af de mest spektakulære terroirs i verden: Stejle skråninger med vidt forskellige undergrunde langs Rhinen, Mosel, Nahe eller andre af landets floder. Mens Tyskland i mange dekader har været kendt for sine frugtige og søde vine, er der i de sidste 10 år sket en revolution indenfor produktionen af tørre vine og rødvine. Bag denne står en gylden generation af talentfulde unge producenter, der synes fast besluttet på at lave vine, som kan matche verdens største, et mål som de er kommet meget nær i de sidste par årgange.

Kvalitetsniveauet har aldrig været højere, og år for år vokser antallet af producenter, der ikke skyder genveje, men tager alle nødvendige skridt for at skabe de bedst mulige vine. Belønningen kan ses og måles på den store nationale og internationale anerkendelse og efterspørgsel, der gør, at vinene mange steder skal allokeres meget strengt og ofte er udsolgte, inden vinen fyldes på flaske.

I de seneste år har den store tørre tyske Riesling gennemløbet en forrygende renæssance, og ligeledes stormer også de røde Spätburgundere (Pinot Noir) frem. Kvaliteten af de seneste årgange havde vi ikke troet mulig for bare få år siden. Bevisførelsen overlader vi til de førende producenter Becker, Diel og Keller støttet af Schäfer-Fröhlich.

I Randers Vinlaugh lavede vi en grundig test af de tyske vine. Det skete til en vinsmagning torsdag den 28. oktober hos Dansk Revision, hvor vi havde besøg af Tom Pedersen fra ATOM Wine, som er én af landets førende importører af tyske vine. Vi smagte selvfølgelig nogle fantastiske riesling, men derudover smagte flere  spændende og fantastiske spätburgundere, herunder Becker Pinot Noir Tafelwein, som 7 år i træk af Gault Millau er kåret som årets bedste rødvin i Tyskland. Prisen er opsigtsvækkende, men da der er tale om en af de største vine på Pinot Noir udenfor Bourgogne, giver det måske alligevel mening. Hvor om alting er, så er det en sensationel vin.

Her en oversigt over de smagte vine:

  • 2004 Diel, Sekt Brut Reserve Cuvee “Mo”
  • 2007 Müller-Catoir, Riesling
  • 2007 Schäfer-Fröhlich, Riesling Schlossböckelheimer
  • 2007 Leitz, Alte Reben Berg Schlossberg Riesling
  • 2007 Kühling-Gillot, Riesling GG “Pettenthal”
  • 2007 F. Becker, Spätburgunder “B”
  • 2008 Keller, Spätburgunder “Burgel/Felix”
  • 2007 Diel, Pinot Noir ”Fass 80” (1,5 l)
  • 2006 Becker, Pinot Noir Tafelwein

Dansk Revision lagde lokaler til, og var også vært ved en bid brød efter vinsmagningen. Alt i alt en fantastisk aften.

Smagning af vine fra USA … the american way

De dage er talte, hvor USA’s vine blev mødt med mistro og kommentarer à la “kan de virkelig dyrke vin?”. Blandt de oversøiske vinlande, er de amerikanske vine i dag de højest agtede. Man er ikke kommet sovende til denne hæder; i snart tre årtier har man kæmpet en indædt kamp mod fordomme, ikke mindst på hjemmemarkedet, hvor der ikke næres udelt begejstring for vinbranchen.

Næsten al vin dyrkes i de tre stater på vestkysten; Californien, Oregon og Washington State. Heraf er Californien langt den dominerende; i Oregon døjer man med at blive kaldt “den nye verdens Bourgogne” fordi man i vid grad dyrker Pinot Noir, og selvom Washington State opnår fine resultater, er mængderne herfra alt for uanseelige. Det er i Californien at man finder de hæderkronede navne Sonoma, Napa Valley, Mendocino, Carneros og Russian River, som hver især har vist sig i stand til at skabe vine i verdensklasse.

Randers Vinlaugh holdte torsdag den 23. september 2010 en rigtig amerikansk aften på MacAle, hvor indehaver Leif Bressum har lovet laughet en god omgang amerikansk spareribs & coleslaw m.v. efter smagningen. Randers Vinhus stod for selve smagningen, og vi smagte i løbet af aftenen følgende vine:

2008 Chateau St. Michelle Riesling, Columbia Valley
2006 Stag’s Leap Wine Cellar Karia, Napa Valley
2004 Le Crema Pinot Noir, Russian River
2002 Newton Vineyard Merlot, Napa Valley
2005 Starmont Merryvale Cabernet Sauvignon, Napa Valley
2008 Chateau St. Michelle Indian Wells, Columbia Valley
2008 Seghesio Zinfandel, Sonoma
2008 Seghesio Barbera, Sonoma

 

Generalforsamling ved Liber Vin i Sønderbæk

Med panoramaudsigt over den idylliske ådal holdt Randers Vinlaugh torsdag den 26. august 2010 generalforsamling og smagte på vine fra flere spanske vinområder.

Vi besøgte til årets generalforsamling Liber Vin, et mindre vinfirma, der er beliggende i Sønderbæk mellem Randers og Viborg. Liber Vins stifter og ejer er Lene Stentoft, og firmaet har specialiseret sig i nogle ganske få vinlande, og et af dem er Spanien.  På Liber Vins overdækkede terrasse i herlige og idylliske omgivelser med udsigt ud over ådalen, var aftenens tema 4-5 spanske vinområder, og Lene Stentoft tog os igennem et program med følgende vine;

2008 Prios Maximus Verdejo, Rueda
2008 CARe Chardonnay, Carinena
2008 Munia Roble, Toro
2005 Bodegas Soledad, Bisiesto Crianza, Ucles
2005 Prios Maximus Crianza, Ribera del Duero
2006 Munia Crianza, Toro
2003 Bodegas de los Rios Prieto, Prios Maximus Reserva, Ribera del Duero
2006 Bodegas Soledad Ribera del Riansares Crianza, La Mancha

Aftenen blev rundet af med en lækker 3 retters menu kreeret af Jørgen Øst-Jacobsen og Uffe Pedersen fra Cafe Sven Dalsgaard på Værket, inden bussen bragte os tilbage til Randers.

Sommerudflugt m/temaet ”Vinetiketten – vinens visitkort”

Det var 29 glade medlemmer fra Randers Vinlaugh, som denne lørdag den 29. maj 2010 tog på laughets tradtionelle skovtur i Fussingø, hvor temaet for vinsmagningen denne gang var vine … valgt ud fra vinetiketterne.
Det blev en fornøjelig eftermiddag, hvor især én af vinene faldt i medlemmerne smag, specielt den mandlige del. Det var vinen fra de autralske “Some Young Punks”, hvor der følger klistermærker med, som du kan påklæde den nydelige 50´er pinup-girl på flasken. Koncentreret, muskuløs, tæt og drikkemoden kleppert med tonstung frugt og kontant struktur.

Ellers kan de smagte vine ses her:

2007 Hirsch, Grüner Veltliner Trinkvergnügen, Østrig
Importør: Flasken indeholder, hvad etiketten lover: Ren biodynamisk drikkeglæde og uimodståelighed. Stil dit glas på bordet, af med skruelåget og hæld op med rund hånd! Aromaer af pærer, gule æbler, citrus, hvid peber, appelsin og krydderi. I munden er denne afdæmpede, saftige og forfriskende vin uimodståelig med sine krydrede, bløde frugt og den præcise, modne syre. Det er så drikkeligt og saftigt – drikkeglæde!
Atom Wine

2006 Pacific Rim Winemakers, Dry Riesling, USA
Importør: Til Dry Riesling blander 20% af tysk Riesling vin – udvalgt af Johannes Selbach i Mosel-området – til 80% af Riesling fra husets marker i Columbia Valley. Den tyske Riesling giver stor dybde og syreindhold, samt lav alkohol. Dry Riesling er en sprød, tør og frodige med smag af citrus, jasmin og mineraler. Pacific Rim Dry Riesling er uendeligt alsidig og harmonisk supplerer de mest levende og smagfulde retter – fra Asien til Europa med et bredt udvalg af fisk og skaldyr, oste og pålæg.
Otto Suenson

2007 Francis Ford Coppola, Pinot Noir Director’s Cut, USA
Importør: Filminstruktøren Francis Ford Coppola, der er mest kendt for Godfather filmene, købte i 1995 Rosso & Bianco winery, hvor han i dag laver californiske vine af meget høj kvalitet. Med sit gode navn, så er Francis Ford Coppola nød til at gøre alting  bedst muligt. Samtidigt holdes priserne nogenlunde nede pga. netop navnet, da mange ikke tager ham lige så seriøst som ex. franske pruducenter. Denne kombination giver efter vores mening noget af det bedste vin til prisen, som vi har smagt!! I 2006 fandt Francis Ford Coppola et sted til sin nye vingård i Sonoma County. For ikke at glemme dette, har han lavet en serie vine udelukkende fra Sonoma County, Director’s Cut. Det er med hver vin, målet at vise druens potentiale i Sonoma County. Denne Pinot Noir er fra Sonoma Coast, som jo dækker det meste af kystlinien i Sonoma County, og således er meget afhængig af Stillehavets strømme. Det er væsentligt køligere ved kysten, men solens varme stråler gør at druerne opnår optimal modenhed. Director’s Cut Pinot Noir er silkeblød og fyldig med aromer af tranebær, muskatnød og nelliker. En lækker sag med søde tanniner og smag af kirsebær, tranebær & tørre jordbær.
Otto Suenson

2006 K. Vintners, The Magnificent Wine Co., House Wine, Walla Walla Valley, USA
Importør: Vinbranchen er fuld af farvestrålende personligheder. Vi tror dog godt, at vi med rette tør påstå, at Charles Smith fra K Vintners ville tage prisen, hvis det kom til en afstemning. Charles har i dag til huse i den ”Klondykeagtige” vinby Walla Walla. På adressen Mill Creek Road ligger hans lille hvidmalede skur flankeret af et kæmpestort hvidt K. Udenfor døren står en gammel men skinnende Cadillac og byder en velkommen til et meget alternativt ”garagevineri”. Når Charles tager i mod, møder man ham sandsynligvis i en sort T-shirt med heavymetal motiv, og helt sikkert med enorme ”polkakrøller” (der er i sandhed alt for få vinpersonligheder af hans slags!). Sideløbende med K Vinene laver Charles en række forskellige vine under firmanavnet The Magnificent Wine Company. I denne serie får man mulighed for at smage nogle af Charles vilde og utraditionelle ideer. Selvom Charles Smith producerer en del forskellige vine, er den totale produktion dog uhyre begrænset. De fleste af vinene er stort set uopdrivelige og sælges kun gennem mailinglisten (som der i øvrigt er alt for lang venteliste på). Mængderne, der kommer til Danmark, er derfor små. Husets vin er navnet på denne forførende og let drikkelige rødvin. Den eksakte formel er nærmest en hemmelighed! Men det er nok lidt af hvert af alt det gode. Tanken med vinen er, at den ikke skal tages alt for alvorligt, men derimod nydes som den er. House wine er blevet ekstremt populær i USA på grund af den formidable kvalitet og rimelige pris. Ofte produceres House Wine af opkøbte druer fra venner og bekendte. Charles Smith beskriver selv denne vin således ”What can we say?… An absolute steel. Maybe you should call the cops”
Sigurd Müllers Vinhandel

2006 Killibinbin, Blend, Langhorne Creek, Australien
Importør: En karakterfuld vin, som er en fornøjelse at drikke. 2006 var et fremragende år som gav rig moden frugt. eRobertParker.com skriver ‘this appealing wine is ready for prime-time drinking’ og smider 90 points efter den. For the Aboriginals betyder Killibinbin at stråle og lyse. I 1997 startede Killibinbin med at producere 400 kasser af Langhorne Creek Shiraz. Vinen blev straks udsolgt og blev udråbt rundt om i verden som værende ’best value for money’. Robert Parker gav de 2 første årgange 92 & 96 points. Dette var startskuddet til en ny karriere for Killibinbins grundlæggerne Wayne Anderson og Liz Statister. Ti år er gået og Killibinbin er vokset en smule. Nu producerer de en næsten kommercielt bæredygtig mængde på 4000 kasser, men det er stadig et vinhus, der bygger mere på lidenskab for vin, snarere end på en god forretningsforstand. Wayne er nu eneansvarlig for styringen af Killibinbin. Der er blevet opkøbt små nye nøje udvalgte parceller i McLaren Vale og Paracombe i Adelaide Hills – områder der supplerer den oprindelige frugt fra Langhorne Creek’s berømte og historiske Metala Vineyard. Det hele bliver dog holdt adskilt da de virkelig ønsker at fremhæve den mangfoldighed disse enestående vinmarker viser. Lavt udbytte og vin fra nøje udvalgte parceller kombineret med den lille produktion er nøglen til Killibinbins succes. Åh, og så det at de ikke tager det alt for alvorligt. Vin er til nydelse for alle, er deres filosofi… Sympatisk…
Estwine.dk

2005 Bonny Doon Vineyard, Syrah Le Pousseur, USA
Importør : Hippien Randall Grahm er manden bag én af de mest spændende vingårde i Californien netop nu. Gården var blandt de første i Californien til at dyrke Rhône-druer, hvilket da også har givet Randall kælenavnet “the Rhône Ranger”. Bonny Dooner kendt for sine utraditionelle etiketter, med illustrationer af Ralph Steadman, Grady McFerrin og andre. Vingården har ændret fokus og har således solgt deres hverdagsvine, såsom Big House Red og Cardinal Zin fra. De har ligeledes solgt den gamle vingård og er flyttet i nye lokaler i Santa Cruz. Randall Grahm, der erkendt for sit arbejde med terroir, har i de seneste par år købt en del nye marker, så han fremover kan dyrke sine egne druer og ikke købe dem, som han tidligere har gjort. Randall er ligeledes gået over til biodynamisk produktion. Syrah er den mest ædle af de røde Rhône druer. Den har rejst længere og mere succesfuldt end noget anden drue. Den stammer fra Rhône, hvor den er kendt for store vine såsom Côte-Rôtie, Hermitage og Cornas. Dens dybe, mørke, kødfulde karakter, giver den en plads blandt de fineste druer i verden. Stor Syrah handler om parfumen og spændingen mellem det vilde og det forfinede. 2005 var et køligt år, der har givet en elegant og stringent vin med en fantastisk parfume. Kendetegnende for rigtig Syrah er lakrids, anis, violer, baconfedt samt krydderier som hvidpeber, kardemomme, enebær og sandeltræ. Ikke at forglemme den fantastiske mineralitet.
Otto Suenson

2007 Some Young Punks, Drink’n’Stick, Clare Valley, Australien
Importør: Super lækker Australier fra de 3 skøre unge vinmagere fra Some Young Punks. Lavet på 62 % Mataro (Mouvédre) og 38 % Shiraz. Der følger klistermærker med, som du kan påklæde den nydelige 50´er pinup-girl på flasken. Vinetiketterne er en historie for sig selv! Med masser af Aussie humor præsenterer ‘the Punks’ deres vine med den helt rigtige mængde attitude. Vinen i flaskerne er med længder bedre end de fleste andre skæve og innovativt udstyrede vine. De kloge blandinger og robuste vine bærer navne såsom Passion has red lips og Naked on rollerskates. Frugten kommer fra gamle vinstokke – Shiraz fra mere end 100 år gamle stokke – fra en mark på berømte Wendouree Road i Clare Valley.
Estwine.dk

2006 Bodegas y Viņedos de Trujillo, Habla No. 4, Extremadura, Spanien
Importør: Perfektionisme er inspirationen for Spaniens nye kultvinhus nr.1. Inspireret af og navngivet efter historien om Michelangelo, der formede en så perfekt skulptur af Moses, at han i begejstring kastede sin stenhammer lang væk og udbrød: “Tal!!!”. Direkte oversat til spansk: Habla. Oversat til nutiden kan man kalde Hablas mesterværker af vine og tankerne bag dem for moderne vins svar på, hvorfor de bedste dieselbiler i dag er udstyret med 6 gear. Det er næste generation! Fremtiden leveret i nutiden. Hvis man i alt, hvad man foretager sig i processen, kun yder perfektion – hvordan kan outputtet da blive andet end perfekt? Som illustration af, hvor seriøst man går til værks på Habla, kan vi da lige nævne, at huset valgte at hælde de første to års vinproduktion i vasken, fordi man ikke mente, at kvaliteten levede op til den standard, man stræbte efter. Et besøg på Habla bekræftede yderligere den kompromisløse holdning – intet er overladt til tilfældighederne! De i alt 200 ha vinmarker er opdelt i ikke mindre end 64 små parceller, hvoraf hver parcel i gennemsnit leverer druer til 468 flasker. De enkelte parceller dyrkes naturligvis separat, alt efter deres individuelle messoklima som overvåges nøje, dels af de 40 fastansatte markarbejdere, dels via en satellit.
H.J. Hansen

2008 Mollydooker, The Boxer Shiraz, Australien
Importør: Den mørke, dystre “Smokin’ Joe Frazier” af en vin starter en smule tøvende og har paraderne oppe. Men netop når man tror, at the Boxer har fået civiliserede vaner, hamrer den vilde aroma-hooks ud: Brombær, lakrids, brombær, brombærmarmelade, mørk chokolade, engelsk lakrids og ribs. På tungen kender vinen kun en vej – fremad. Den uddeler slagserier af smag på tungen, men har samtidig en ultrapræcis, blid syre, der får vinen til at virke helstøbt og harmonisk. Finalen viser et lille blidt tannisk bid, som bidrager til at give definition til denne frugtdrevne Shiraz. Et garanteret hit hos Shiraz-fans.
Atom Wine

Menuen denne dag var som følgende:
Bruchetta m/rimmet torsk, citron & ristede hasselnødder
Bruchetta m/tunmouse … tilbage fra de døde
Krebsehalesalat m/vaniljeolie
Ølglaseret sommerskinke
Bulgursalat m/rødbeder & feta
Salat med nye kartofler, kapers & nye asparges
Grillede hotvings m/lime
Peberkrydret kyllingesalat
Artiskokhjerte- og bladsellerisalat m/citron & parmesan
Provencalsk dyppebrød m/urter & bacon
Syndig chokolademousse m/skildpadder, daim & myntesmag

Efter opfordring et par opskrifter
Artiskokhjerte- og bladsellerisalat m/citron & parmesan
Skær artiskokhjerter i skiver. Bladselleri skæres i tynde stængler og blandes med skiverne af artiskokhjerter. Hæld godt med citronsaft samt olivenolie over. Krydr’ med godt salt ovenpå. Slut af med parmesan, brug fx en skrællekniv til at lave de tynde parmesanskiver. Det er da nemt.

Syndig chokolademousse m/skildpadder, daim & myntesmag
Opskrift fundet på nettet, se her.

Gourmetafslutning, kokkeskole & nye/gamle traditioner

Gourmetafslutningen den 22. april 2010 var denne gang henlagt til Restaurant Skovbakken, hvor vi holdt laughets stolte traditioner i hævd, bl.a. med en gentagelse af en gammel tradition, nemlig at laughets medlemmer selv skulle medbringe vin til maden, for at dele deres vinoplevelser med andre medlemmer. Hvem er også bedre at dele vinoplevelser med end andre vin-nørder?

Som vanligt startede et hold at 12 forstyrrede & forvirrede kokke-wanna-bees, som havde fået til opgave at producere en 3-retters gourmetmenu. Det gik – som det måske fremgår af billederne nedenunder – rigtigt festligt for sig, og der som vanligt også lidt i glassene under det hårde slid. Heldigvis var der et par professionelle kokke, som sørgede for, at aftenens menu blev rigtigt veltilberedt.

Se fotos fra denne hyggelige aften

Smagning af vine fra Pessac-Léognan, Bordeaux ved Bernt

Torsdag den 18. marts 2010 mødtes laughets medlemmer i Jyske Bank til en Graves smagning. Som bekendt er Bordeaux er et af verdens mest kendte vinområder, og det omfatter mange mindre regioner, f.eks. Medoc-halvøen (med den berømte 1855 klassifikation af vinene, eksempelvis Ch. Latour), Pomerol, Saint-Emilion og Graves. Sidstnævnte indbefatter Sauterne med de kendte søde hvide vine eksempelvis Ch. d´Yquem og Pessac-Léognan, sidstnævnte som nok er mindre kendt, men omfatter knap 50 slotte, der producerer kraftige og flotte vine.

Vinene produceres på Cabernet Sauvignon, Merlot og Carbernet Franc, ligesom Medoc vinene, hvormed de kan sammenlignes både i kvalitet og smag, men til en lidt lavere pris. Regionen betegnes også som Bordeaux´s hjerte og klassifikationen (Union des Crus Classés de Graves), der omfatter 16 premier cru classe slotte (eksempelvis Ch.Haut-Brion, der også er med i 1855 klassifikationen for Medoc) har netop haft 50 års jubilæum. Der produceres både røde og hvide vine.

Denne aften smagte vi følgende vine:

2006 Les Plantieres du Haut-Brion
2004 L’Esprit de Chevalier
2006 Chateau Bouscaut
2002 La Chapelle de Mission Haut-Brion
1999 Chateau Haut-Bailly
2006 Clementin de Chateau Pape Clement
2006 Chateau Malartic Lagraviere
2004 Chateau Smith Haut Lafitte
2006 Chateau Lamothe-Bouscaut

Gobi & SuperBest præsenterer deres topvine

Er SuperBest Danmarks bedste supermarked, når det handler om vin? Nu kender vi ikke alle Danmarks supermarkeder. Men hvis vi blandt dem vi kender sammenligner supermarkeder af nogenlunde samme type, dvs. SuperBrugsen, Kvickly, Fakta, Netto, Føtex, så er SuperBest nok blandt de førende. Den største enkeltkilde til at SuperBest i sin butiks-kategori har førertrøjen ser for os ud til at være samarbejdet med importøren Gobi vin. De importerer adskillige seriøse vine af høj kvalitet.

I Randers Vinlaugh testede vi torsdag den 25. februar 2010 påstanden om, hvorvidt SuperBest måske er Danmarks bedste supermarked til vin ved en helt speciel smagning hos SueperBest på Bøsbrovej. Vi havde nemlig hyret Jørn Steen Larsen, sommerlier, rejseleder, vinkonsulent og indkøber hos Gobi Vin til en Gobi SUPERaften. Jørn Steen Larsen fortalte om vinene, vingårdene. Købmand Kurt Fodgaard, SuperBest diskede i bogstaveligt forstand undervejs op med en flot buffet, da smagningen netop fandt sted mellem de mange kølediske i butikken.

Vi smagte følgende vine:

2006 Montaudon Cuvée M, Champagne, Frankrig
2006 J.B. Adam Riesling, Letzenberg, Alsace
2008 Coopers Creek, Sauvignon Blanc, Dillons Point, New Zealand
2008 Nugan Estate MCM Petit Verdot, Australien
2008 Nugan Estate Durif Manuka Grove, Australien
2008 Nugan Estate Parish Vineyard Shiraz, Australien
2004 Collosorbo Brunello di Montalcino, Italien
2003 Villa Gaiano Dezzam, Barolo, Italien
2005 Le Ragose Amarone, Italien
2007 Domaine Roger Sabon, Les Olivets, Chateneuf-du-Pape, Frankrig
2006 Domaine Roger Sabon, Reservé, Chateneuf-du-Pape, Frankrig
2004 Domaine Roger Sabon, Les Secret, Chateneuf-du-Pape, Frankrig