Gourmetmiddag og kokkeskole på Fladbro Kro

Kendt af alle randrusianere i skønne omgivelser ved Gudenåen og Nørreåen ligger Fladbro Kro – i stadig udvikling og endnu flottere. Også langt uden for det kronjyske er der stor opmærksom omkring kroen, og den høster stor anerkendelse i flere spiseguider. Et køkken i stadig bevægelse under ledelse af Evan Pedersen holder det høje kulinariske niveau. Inspirationen hentes lige uden for døren – i skoven eller i baghaven – men så sandelig også internationalt, hvor ejerparret Jonna og Evan har en forkærlighed for Frankrig og Spanien.

Randers Vinlaugh har ved flere lejligheder med stor fornøjelse besøgt Fladbro Kro, og igen i år, rettere torsdag den 28. april var kroen igen rammen om vores sæsonafslutning og traditionsrige kokkeskole. 10 amatørkokke var mødt op, men det gode vejr og en god kokke-vin gjorde medførte lidt “dovenhed”, og en stor del af tiden blev vist tilbragt på terassen. Det var godt, at kroens professionelle kokke havde styr på menuen.

Vi startede selve middagen med en aperitif og appetizer. Den lækre 3 retters menu blev vinmæssigt ledsaget af; til forretten 2 forskellige Alsace vine, til hovedretten testede vi Bourgogne og oversøisk pinot noir, og endelig skulle vi da også nyde en spændende dessertvin.